B 11 Forslag til folketingsbeslutning om bedre integration af indvandrere.

Samling: 1989-90
Status: Bortfaldet
Efter 1.beh henvist til Kommunaludvalget (KOU).

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

'Regeringen opfordres til inden udgangen af 1989 at tage initiativ til en tilpasning af love og cirkulærer med henblik på at fremme indvandrernes integration i det danske samfund.

Alle initiativer til integration skal bygge på den forudsætning, at indvandrere har samme pligter og rettigheder som den danskfødte befolkning uanset deres kulturbaggrund, familietradition og religion.

Dette udspil skal indeholde forslag om:

1. Oprettelse af integrationskurser for indvandrere, så alle får mulighed for at følge undervisning i dansk og sprog og samfundskundskab. I første omgang koncentreres indsatsen om nye familiesammenførte indvandrere. Ordningen udbygges gradvis.

Et sådant integrationsprogram kan f.eks. indeholde:

- 20 timers ugentlig danskundervisning tilrettelagt med praktiske situationer og arbejdssituationer som hovedelementer.

- Samfundsorientering om de tilbud, muligheder og pligter, som findes i det danske samfund.

- Nye begreber som f.eks. undervisningspligt skal forklares. Familieret og arbejdsmarkedsforhold skal prioriteres højt.

- Ekskursioner og virksomhedsbesøg er vigtige. I programmet bør indgå moduler svarende til EIFL-kurser, hvori fagteknisk dansk er integreret - svarende til principperne for de kurser, der er udviklet for flygtninge. Tilbud om praktik eller arbejdsprøvning bør indgå i programmet.

- Der skal undervejs være mulighed for anvendelse af tolke.

- Programmet bør indeholde tilbud om særlig rådgivning - om muligt af personer med oprindelse i indvandrerens hjemland eller kulturtradition.

- Ansøgere om opholdstilladelse skal have udførlig besked om integrationsprogrammet. Dette skal ske, allerede når ansøgningen modtages.

2. Mulighed i folkeskolen for tættere samarbejde mellem naboskoler med henblik på at sammensætte klasser, der har en pædagogisk forsvarlig balance mellem delvis fremmedsprogede og danske børn. For at indvandrerbørn kan blive så sprogligt veludrustede som muligt, inden de kommer i skole, indføres ordninger, der gør det attraktivt at sende børnene i daginstitution, legestue og klubber, hvor de er i kontakt med danske børn.

3. Præcisering af udlejningsreglerne i det offentligt støttede byggeri og udvidet anvendelse af boliger i den private udlejningssektor til løsning af boligsociale problemer, herunder for indvandrere og flygtninge. Begge dele har til hensigt at modvirke stærke koncentrationer af socialt dårligt stillede, herunder indvandrere og flygtninge. Derudover opfordres regeringen til at udarbejde en langsigtet plan, som gør den boligmæssige integration til et fælles ansvar, hvori alle dele af landet inddrages.

4. Opmuntring af kulturaktiviteter, der involverer både danskere og indvandrere.

5. Refusionsordninger, som udligner kommuners og amters dokumenterede merudgifter på grund af mange helt eller delvis fremmedsprogede tilflyttere. Udgifterne til integrationsprogrammet refunderes af staten eller klares inden for en mellemkommunal refusionsordning. Den gældende refusionsordning for flygtningeundervisning kan bruges som udgangspunkt. Dog skal refusionsprocenten de første 6 måneder udgøre 120 for at give dækning for de administrative udgifter i forbindelse med igangsætningen, og for den afsluttende periode nedsættes refusionsprocenten til 80.'

Kommunaludvalget afgav beretning den 10. maj 1990 over forslaget.

Af beretningen fremgår bl.a.:

- at der er bred tilslutning til ønsket om at forbedre undervisningen af i første omgang nye familiesammenførte voksne indvandrere,

- at indvandrerne selv og danske organisationer med særlig ekspertise på området inddrages i tilrettelæggelsen af integrationsprogrammer,

- at der skal være mulighed for at sammensætte skoleklasser på tværs af skoledistrikter for at udjævne fordeling af danske og delvis fremmedsprogede børn, og

- at et flertal finder det nødvendigt, at der fremsættes lovforslag om bedre integrationsmuligheder for indvandrere inden udgangen af 1990.
Partiernes ordførere
Birte Weiss (S), Pernille Sams (KF), Christian Mejdahl (V), Ib Bjørn Poulsen (SF), Jane Oksen (FP), Kirsten Damgaard Lee (RV) og Knud Glønborg (KrF)