L 9 Forslag til lov om ændring af postloven.

Af: Trafik- og kommunikationsminister H. P. Clausen (KF)
Samling: 1988-89
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Udvalget om Offentlige Arbejder.

Loven er en uændret genfremsættelse af et i folketingsåret 1987-88 (1. samling) fremsat lovforslag (L 155), se herom i Årbog & Registre 1987-88, side 145.

Takseringsprincippet for breve, postkort og tryksager ændres, således at taksterne fastsættes efter befordringstid i stedet for efter forsendelsernes indhold. Som følge af ændringen vil der ikke længere være behov for opretholdelse af betegnelserne postkort og tryksager som særskilte forsendelsesarter.

Vedrørende postgiro kan ministeren tillægges kompetence til at fastsætte nærmere regler for afsenders og modtagers rådighedsret i forbindelse med betalingstransaktioner. Formålet hermed er at skabe tidssvarende muligheder for at tilbageføre beløb, der fejlagtigt er posteret på postgirokonti ved overførsel af beløb fra pengeinstitutter til postgiro via edb-medier.

Desuden indebærer loven, at ministeren kan fastsætte nærmere regler for indgåelse af aftaler med tredjemand om udførelse af postforretninger.

Lovforslaget vedtaget med 127 stemmer (S, KF, SF, V, FP, RV, KRF og Steenholdt (Grønl.)) mod 3 (CD).
Partiernes ordførere
Tove Lindbo Larsen (S), Helge Adam Møller (KF), Henrik Toft (V), Ole Henriksen (SF), Helge Dohrmann (FP), Hans Larsen-Ledet (RV), Frode Nør Christensen (CD) og Inger Stilling Pedersen (KrF)