L 78 Forslag til lov om ændring af lov om frikommuner.

Af: Indenrigsminister Thor Pedersen (V)
Samling: 1988-89
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Kommunaludvalget.

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven er et led i den løbende proces med tilvejebringelse af nye hjemler til gennemførelse af frikommuneforsøget.

Denne lov indeholder dels nye hjemler til forsøg, dels redaktionelle ændringer blandt andet som følge af ressortomlægning mellem undervisnings- og forskningsministeren og kulturministeren.

Loven indeholder på Indenrigsministeriets område hjemmel til, at frikommuner kan indføre en mellemform mellem udvalgsstyre og magistratsstyre, hvor udvalgsformændene vælges direkte af kommunalbestyrelsen ved forholdstalsvalg.

På miljøministerens område er der tilvejebragt hjemmel til, at ministeren kan godkende forsøg, hvorefter en frikommune med udgangspunkt i kommuneplanens hovedstruktur selv kan beslutte placeringen og omfanget af bolig- og erhvervsbyggeriet i kommunen.

Endvidere er der på socialministerens område tilvejebragt hjemmel til, at kontanthjælpsmodtagere kan bevare retten til halv kontanthjælp under etablering af selvstændig virksomhed.

Endelig indeholder loven på industriministerens område hjemmel til i ganske særlige tilfælde at inddrage ikkefrikommuner beliggende i en friamtskommune i lokale erhvervsfremmeforsøg.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 123 stemmer (S, KF, SF, V, FP, RV, CD og KRF).
Partiernes ordførere
Erling Christensen (S), Lizzie Lichtenberg (KF), Peder Sønderby (V), Asbjørn Agerschou (SF), Johannes Sørensen (FP), Lis H. Noer (CD), Marianne Jelved (RV) og Knud Glønborg (KrF)