L 71 Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsskadeforsikring.

(Erstatning for fosterskader).

Af: Socialminister Aase Olesen (RV)
Samling: 1988-89
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Socialudvalget.

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Ved loven udvides personkredsen, der omfattes af arbejdsskadeforsikringsloven, således, at et levendefødt barn, der inden fødslen har pådraget sig en sygdom som følge af moderens arbejde under graviditeten, får et selvstændigt erstatningskrav. Videre åbnes der mulighed for også at anerkende andre skader på levendefødte børn som erstatningsberettigende, hvis det senere godtgøres, at påvirkninger af forældre før befrugtning eller efter fødsel kan have en sådan skadende effekt på foster eller barn.

Lovforslaget var en næsten uændret genfremsættelse af et i Folketingsåret 1987-88, 1. samling, fremsat lovforslag, se Årbog & Registre 1987-88, side 151. På baggrund af Socialudvalgets behandling af dette lovforslag var ikrafttrædelsesbestemmelsen blevet ændret, således at loven fik virkning for børn født med skader i op til 5 år før lovens ikrafttræden. Endvidere var der blevet givet dispensationsadgang for fosterskader opstået før dette tidspunkt, men anmeldt til Sikringsstyrelsen inden lovforslagets fremsættelse.

Lovforslaget vedtaget med 107 stemmer (S, KF, SF, V, RV, CD og KRF) mod 15 (FP).
Partiernes ordførere
Svend Taanquist (S), Lizzie Lichtenberg (KF), Hannah Kain (V), Birthe Hansen (SF), Jane Oksen (FP), Kirsten Damgaard Lee (RV), Bente Juncker (CD) og Flemming Kofod-Svendsen (KrF)