Beh sammen med L 27, L 48, L 49, B 4, B 5 og B 6.
Efter 1. beh henvist til Erhvervsudvalget.
Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Erhvervsudvalget.
Ved loven overføres bestemmelserne om lovpligtig revision fra selskabslovene til årsregnskabsloven.
Endvidere ændres årsregnskabslovens krav til årsberetningens indhold, således at der pålægges virksomhedens ledelse, der aflægger regnskabet, en pligt til i årsberetningen at nævne forhold af særlig betydning for regnskabets forståelse.
Endelig bemyndiges Erhvervs- og Selskabsstyrelsen til at fastsætte nærmere regler om revisorers påtegning på regnskaber.
Herudover indføres der en pligt for virksomhedsledelsen til af egen drift at give revisor de oplysninger, som må anses for at være af betydning for bedømmelsen af selskabet, respektive koncernen, ligesom det bestemmes, at revisor skal have ret til at deltage i bestyrelsesmøder under behandling af regnskaber m.v., der påtegnes af revisor.
Endelig indeholder loven regler om implementering af 8. selskabsdirektiv om autorisation af personer, der skal foretage lovpligtig revision af regnskaber, samt om en overgangsordning med mulighed for revisorer, der hverken er statsautoriserede eller registrerede, men som har drevet virksomhed i en nærmere angiven periode, for - på visse betingelser - inden 1. januar 1990 at blive optaget i Revisorregistret.
Ifølge bemærkningerne til lovforslaget var formålet gennem en opstramning af reglerne for årsberetningens indhold og kravene til revisorpåtegning at styrke offentlighedens og myndighedernes tillid til regnskabsaflæggelsen og revisorernes virksomhed og erklæringer.
Om baggrunden for udarbejdelsen af lovforslaget henvistes til det udkast, som Industriministeriet udarbejdede i slutningen af 1985, til de høringssvar, der i den anledning kom fra organisationerne, og til det ajourførte forslag, som en arbejdsgruppe i Industriministeriet med repræsentanter bl.a. for Aktieselskabs-Registeret, Revisorkommissionen, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer og Foreningen af Registrerede Revisorer siden er fremkommet med, og som stort set svarer til nærværende lovforslag bortset fra reglerne om implementering af det 8. selskabsdirektiv. Lovforslaget fik sin endelige udformning ved vedtagelse af nogle af industriministeren i betænkningen stillede ændringsforslag bl.a. vedrørende omfanget af overgangsordningen i forbindelse med 8. selskabsdirektiv. Der henvises i øvrigt til de i dette folketingsår fremsatte forslag fra SF om samme emne, se under L 48, L 49 og B 4 - B 6, som blev behandlet sammen med nærværende lovforslag.
Lovforslaget er i øvrigt en delvis genfremsættelse af et i folketingsåret 1987-88, 1. samling, fremsat lovforslag, L 91, se Årbog og Registre 1987-88, side 118 f.
Lovforslaget vedtaget med 101 stemmer (S, KF, SF, V, RV, CD, KRF og Steenholdt (Grønl.)) mod 15 (FP).