L 245 Forslag til lov om ændring af forskellige skattelove.

(Anparter).

Af: Skatteminister Anders Fogh Rasmussen (V)
Samling: 1988-89
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Skatte- og Afgiftsudvalget.

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Skatte- og Afgiftsudvalget.

Loven går ud på at beskatte indkomst fra anpartsvirksomheder, som skattepligtige personer anskaffer den 12. maj 1989 eller senere, som kapitalindkomst. Endvidere kan et underskud fra anpartsvirksomheden ikke modregnes i anden positiv kapitalindkomst for det pågældende indkomstår, men alene fremføres til modregning i et overskud fra samme virksomhed i et senere indkomstår. Dette gælder dog ikke underskud fra skibsvirksomhed, når industriministeren har godkendt skibsprojektet. Denne del af loven skal tages op til revision inden udgangen af 1991. Herudover kan virksomhedsskatteordningen ikke anvendes på indkomst fra anpartsvirksomheder.

Samme regler som nævnt ovenfor gælder for indkomst fra udlejningsvirksomhed, når udlejningen sker gennem en virksomhed, som formidler udlejning af aktiver for mere end 10 personer.

Loven indeholder endvidere nogle administrative forenklinger for opgørelsen af indkomsten fra anpartsvirksomheder. Forenklingerne går ud på, at en fælles anpartsvirksomhed (selskabet) skal udarbejde et fælles skatteregnskab for anpartshaverne, som disse som hovedregel skal lægge til grund ved indkomst- og formueopgørelsen. Det fælles skatteregnskab, som indberettes til de centrale skattemyndigheder, vil indebære en forenkling for såvel virksomhederne (selskaberne) og anpartshaverne som for skattemyndighederne. Disse forenklinger skal gælde fra og med indkomstâret 1989 for både eksisterende og fremtidige anpartsvirksomheder.

Loven fik sin endelige udformning gennem vedtagelse af en række ændringsforslag stillet af skatteministeren. Ændringsforslagene vedrørte især lovforslagets bestemmelser vedrørende indkomst fra udlejningsvirksomheder.

Et af hovedproblemerne under udvalgsarbejdet var spørgsmålet om den danske vindmølleindustris fremtidige finansiering. I tillægsbetænkningen over lovforslaget udtalte skatteministeren, at regeringen og Socialdemokratiet har drøftet andre modeller for projektfinansiering end anpartsformen. Der er enighed om, at regeringen med virkning fra senest 1. januar 1990 tilvejebringer en finansieringsordning til gavn for dansk vindmølleeksport.

Ordningen skal sikre mulighed for såvel kortsigtet som langsigtet finansiering (8-10 år) med en finansieringsgrad op til omkring 80 pct. af projektværdien. Ordningen skal sigte på større eksportprojekter.

Regeringen vil undersøge mulighederne for at etablere en sådan ordning inden for rammerne af den eksisterende eksportkreditordning. Rammen for statens garantiforpligtelse skal være 750 mio. kr., og vindmøllebranchen skal selv bære en del af den samlede risiko.

Lovforslaget var resultat af en aftale mellem regeringen og Socialdemokratiet om at fjerne de skattemæssige fordele ved investering i anparter bortset fra skibsanparter.

Lovforslaget vedtaget med 97 stemmer (S, KF, SF, V, RV, KRF og Steenholdt (Grønl.)) mod 21 (FP og CD).
Partiernes ordførere
Ole Stavad (S), Christian Overdal Aagaard (KF), Svend Heiselberg (V), Jens Thoft (SF), Mogens Glistrup (FP), Bente Juncker (CD), Elisabeth Arnold (RV) og Flemming Kofod-Svendsen (KrF)