L 186 Forslag til lov om ændring af lov om banker og sparekasser m.v.

(Sparekassers omdannelse til aktieselskaber).

Samling: 1988-89
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Erhvervsudvalget.

Efter lovforslaget skulle der i forbindelse med sparekassers omdannelse til aktieselskaber ved etablering af en fond til den erhvervsdrivende fond lægges samme markedskurs til grund som ved tilbudet til garanterne. Endvidere foresloges der fastsat regler om, hvornår andre end garanter kunne tegne aktier i sparekasseaktieselskabet.

Endelig foresloges de regler, der gjorde det muligt at omdanne sparekasser til aktieselskaber uden etablering af en fond, ophævet.

Om baggrunden for lovforslaget var der i bemærkningerne til lovforslaget anført, at forslagsstillerne ikke ville nægte sparekasserne adgang til at rejse ny kapital eller indgå i finansielle koncerner ved hjælp af aktieselskabsformen, såfremt det kunne ske på en måde, som hindrede, at aktionærerne - direkte eller indirekte - fik udloddet dele af de selvejende sparekassers gennem generationer opsamlede almennyttige egenkapital.

Der henvises i øvrigt til det af industriministeren fremsatte og vedtagne lovforslag om samme emne, L 27, samt til det af industriministeren i folketingsåret 1987-88, 1. samling, fremsatte lovforslag, se Årbog og registre 1987-88, side 115.
Partiernes ordførere
Erling Olsen (S), Kai Dige Bach (KF), Svend Heiselberg (V), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Pia Dahl (FP), Jette Pors (CD), Hans Larsen-Ledet (RV) og Henning Lysholm (KrF)