L 168 Forslag til lov om ændring af lov om valg til Folketinget.

(Ændringer vedrørende partianmeldelse og brevstemmeregler).

Af: Indenrigsminister Thor Pedersen (V)
Samling: 1988-89
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Kommunaludvalget.

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Kommunaludvalget.

Loven ændrer reglerne om anmeldelse af et nyt parti, således at der kræves en selvstændig, aktiv handling fra den, der ønsker at deltage i en partianmeldelse. Dette opnås ved, at der i folketingsvalgloven er indsat en bestemmelse om, at folkeregistrene - der skal attestere, at den pågældende vælger har valgret - efter attestation skal sende vælgererklæringen til den pågældende vælger og ikke som hidtil til partiet. Vælgeren skal derefter selv videresende den attesterede erklæring til partiet, såfremt vælgeren fortsat ønsker at deltage i anmeldelsen af det pågældende parti.

Loven fastsætter endvidere bestemmelser om, at tilforordnede vælgere skal medvirke ved brevafstemningen på plejehjem og i vælgerens eget hjem, således at det kan sikres, at hjælp til stemmeafgivningen - ligesom på valgdagen - kan ydes af to tilforordnede vælgere fra hver sit parti.

Endelig lempes reglerne om, hvilke brevstemmer der ikke kan komme i betragtning.

Lovforslaget vedtaget med 85 stemmer (S, KF, V, RV og KRF) mod 32 (SF og FP); 5 (CD) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Børge Bakholt (S), Flemming Jensen (KF), Jens Peter Jensen (V), Ib Bjørn Poulsen (SF), Aage Brusgaard (FP), Addi Andersen (CD), Marianne Jelved (RV) og Knud Glønborg (KrF)