L 162 Forslag til lov om ændring af lov om kemiske stoffer og produkter.

Af: Miljøminister Lone Dybkjær (RV)
Samling: 1988-89
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget.

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven indebærer en modernisering og udvidelse af rammerne for regulering af kemiske stoffer m.v. samt indførelse af princippet om renere teknologi. Sidstnævnte indebærer, at man skal søge at forhindre, at forurening opstår, ikke alene i den primære produktionsproces, men også i senere led af vare- eller produktkredsløbet, dvs. at tyngden lægges på den forebyggende indsats til begrænsning af forurening.

Endvidere betyder loven, at der åbnes op for forenklinger på miljøbeskyttelseslovens område, f.eks. at gældende krav om konkrete godkendelser af enkelte virksomheder og anlæg fjernes, i det omfang de miljømæssige problemer mere tilfredsstillende løses ud fra princippet om renere teknologi.

Som et nyt virkemiddel indfører loven en særlig miljømærkeordning, som skal tjene til at give forbrugerne bedre information om produkternes miljømæssige egenskaber.

Endelig indebærer loven en forenkling af myndighedernes tilsyns- og kontrolopgaver. Bl.a. indføres der regler om egenkontrol for producenter og importører.

Loven fik sin endelige udformning gennem vedtagelse af ændringsforslag stillet af miljøministeren.

Lovforslaget vedtaget med 110 stemmer (S, KF, SF, V, RV, CD og KRF) mod 15 (FP).
Partiernes ordførere
Jan Trøjborg (S), Ole Bernt Henriksen (KF), Peder Sønderby (V), Steen Gade (SF), Knud Lind (FP) og Marianne Jelved (RV)