Beh sammen med L 139, L 141 og L 142.
Efter 1. beh henvist til Erhvervsudvalget.
Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Erhvervsudvalget.
Ved loven tilnærmes firmapensionskassernes tekniske og aktuarmæssige opbygning til den måde, hvorpå de tværgående pensionskasser er opbygget efter lov om forsikringsvirksomhed, ligesom der indføres et koncessionssystem som det, der kendes fra lov om forsikringsvirksomhed.
Endvidere åbnes der mulighed for, at firmapensionskasser i lighed med de tværgående pensionskasser kan foretage udbetaling af andre ydelser end dem, som de hidtil har kunnet.
Herudover indføres regler om adgang til at foretage overførsler mellem pensionsordninger oprettet i firmapensionskasser, tværgående pensionskasser og forsikringsselskaber.
Lovens placerings- og regnskabsregler samt reglerne om ledelse og generalforsamling er ligeledes harmoniseret med reglerne om tværgående pensionskasser i lov om forsikringsvirksomhed.
Formålet med lovforslaget var ifølge den skriftlige fremsættelsestale ønsket om en gennemgribende revision og modernisering af lovgrundlaget for firmapensionskasserne, der hidtil havde virket på grundlag af regelsættet i den hidtil gældende lov om tilsyn med pensionskasser, der med få ændringer stammede fra 1985.
Udgangspunktet for lovforslaget var det lovudkast, der er indeholdt i betænkning nr. 1096 om revision af lov om tilsyn med pensionskasser, som Revisionskasseudvalget afgav i april 1987.
Det anførtes endvidere, at lovforslaget i vidt omfang var harmoniseret i forhold til de regler, der er gældende for tværgående pensionskasser i lov om forsikringsvirksomhed, idet der dog var taget hensyn til firmapensionskassernes særlige struktur.
Det henvistes i øvrigt navnlig til det samtidig fremsatte og behandlede lovforslag om ændring af forsikringsvirksomhed (L 139). Endvidere henvistes til de samtidig fremsatte og behandlede lovforslag om ændring af henholdsvis lov om banker og sparekasser m.v. (L 141) og lov om visse kreditinstitutter (L 142).
Lovforslaget fik sin endelige udformning ved vedtagelse af de af industriministeren i betænkningen stillede ændringsforslag, hvorefter bl.a. løfter om pension afgivet af kommunale fællesskaber undtages fra kravet om afdækning i forsikringsselskaber eller pensionskasser på samme måde som løfter afgivet af staten eller kommunerne, og hvorefter lovforslagets bestemmelse om begrænsninger i adgangen til kontant udbetaling af udtrædelsesgodtgørelser udgår. Endvidere blev lovens ikrafttræden herved fremrykket til dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Derimod blev nogle ændringsforslag stillet af et mindretal (S og SF) ikke vedtaget.
Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 127 stemmer (S, KF, SF, V, FP, RV, CD og KRF).