L 107 Forslag til lov om kommunale valg.

Af: Indenrigsminister Thor Pedersen (V)
Samling: 1988-89
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Kommunaludvalget.

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Kommunaludvalget.

Formålet med loven er at gennemføre en generel modernisering af reglerne om forberedelse og gennemførelse af kommunale valg, herunder at bringe lovens regler om afstemning på valgdagen, brevstemmeafgivning m.v. i overensstemmelse med de tilsvarende regler i den nye folketingsvalglov (lov nr. 271 af 13. maj 1987). Se Årbog & Registre 1986-87 side 152.

Loven indeholder endvidere en række ændringer af reglerne om kandidatliste, herunder at fristen for indlevering af kandidatlister skal fremrykkes fra 2 uger til 4 uger før valgdagen, at adgangen til at anmelde personlige stedfortrædere til amtsrådsvalg ophæves, og at det samlede antal kandidater på kandidatlister, der indgår listeforbund, begrænses. Loven ophæver endvidere kravet om, at særlige kandidat- og stillerblanketter skal indleveres til amtsrådsvalg.

Endelig gennemfører loven en forenkling af reglerne om tildeling af landsdækkende bogstavbetegnelser.

De hidtidige regler om tab af valgbarhed på grund af straf videreføres ved vedtagelsen af et ændringsforslag stillet af indenrigsministeren.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 123 stemmer (S, KF, SF, V, FP, RV, CD og KRF).
Partiernes ordførere
Børge Bakholt (S), Karen Højte Jensen (KF), Jens Peter Jensen (V), Ib Bjørn Poulsen (SF), Jane Oksen (FP), Marianne Jelved (RV), Lis H. Noer (CD) og Knud Glønborg (KrF)