B 77 Forslag til folketingsbeslutning om bedre integration af indvandrere.

Samling: 1988-89
Status: Bortfaldet
Efter 1.beh henvist til Kommunaludvalget.

Beslutningsforslaget indeholdt en opfordring til regeringen om inden udgangen af 1989 at tage initiativ til en tilpasning af love og cirkulærer med henblik på at fremme indvandrernes integration i det danske samfund.

Forslaget beskrev nærmere, hvilke forslag regeringens udspil skulle indeholde, omfattende integrationskurser med bl.a. undervisning i dansk sprog og samfundskundskab, tættere samarbejde i folkeskolen mellem naboskoler for at sammensætte klasser med en pædagogisk forsvarlig balance mellem delvis fremmedsprogede og danske børn og ordninger, der ville gøre det attraktivt at sende indvandrerbørn i daginstitutioner m.v.

Endvidere skulle regeringens udspil omfatte forslag om en præcisering af udlejningsreglerne for det offentligt støttede byggeri og lovfæstelse af kommunernes anvisningsret i den private udlejningssektor, opmuntring af kulturaktiviteter, der skulle involvere både danskere og indvandrere, og refusionsordninger, som skulle udligne kommuners og amtskommuners merudgifter på grund af mange helt eller delvis fremmedsprogede tilflyttere.

Kommunaludvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Birte Weiss (S), Viggo Fischer (KF), Christian Mejdahl (V), Ib Bjørn Poulsen (SF), Aage Brusgaard (FP), Kirsten Damgaard Lee (RV) og Knud Glønborg (KrF)