B 7 Forslag til folketingsbeslutning om økonomisk mere lige vilkår for adoption af udenlandske børn og reagensglasbefrugtning m.v.

Samling: 1988-89
Status: 2. behandlet/Bortfaldet
Efter 1.beh henvist til Retsudvalget. 2.(sidste) beh afbrudt og forsl henvist til Retsudvalget.

Ifølge forslaget til folketingsbeslutning pålagdes regeringen at fremsætte lovforslag om økonomisk mere lige vilkår for de forældre, der adopterer et udenlandsk barn, og dem, der bliver behandlet med henblik på reagensglasbefrugtning. Lovforslaget skulle udarbejdes efter retningslinjer, der var nærmere angivet i beslutningsforslaget.

I betænkningen blev der af KRF stillet ændringsforslag, hvorefter den del af beslutningsforslaget, der vedrørte betaling for reagensglasbefrugtning, udgik. Det fremgik af bemærkningerne, at baggrunden for ændringsforslaget var, at man havde valgt at søge beslutningsforslagets to dele gennemført hver for sig.

2. (sidste) behandling af beslutningsforslaget blev afbrudt og forslaget henvist til fornyet udvalgsbehandling, inden ændringsforslaget kom til afstemning.

Retsudvalget afgav herefter beretning over forslaget. Af denne fremgik det bl.a., at et flertal (S, SF, CD og KRF) ønskede den del af forslaget gennemført, hvorefter der ydes delvis dækning af udgifterne i forbindelse med adoption af et udenlandsk barn, og at flertallet ville fremsætte lovforslag herom i næste folketingsår.
Partiernes ordførere
Lissa Mathiasen (S), Pernille Sams (KF), Inge Dahl-Sørensen (V), Margrete Auken (SF), Jane Oksen (FP), Frode Nør Christensen (CD), Kirsten Damgaard Lee (RV) og Flemming Kofod-Svendsen (KrF)