B 62 Forslag til folketingsbeslutning sydafrikansk indflydelse og investering i virksomheder i Danmark.

Samling: 1988-89
Status: Bortfaldet
Efter 1.beh henvist til Udenrigsudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til i indeværende folketingsår og med henblik på ikrafttrædelse senest 1. juni 1990 at fremsætte lovforslag, der sikrer,

at virksomheder, som ejes af personer eller virksomheder, der er hjemmehørende i Den Sydafrikanske Republik eller Namibia, ikke kan oprette, drive eller investere i offentlige eller private virksomheder hjemmehørende i Danmark, og at tilsvarende gælder personer hjemmehørende i Den Sydafrikanske Republik eller Namibia,

at personer, der er statsborgere i Den Sydafrikanske Republik eller Namibia, ikke kan besætte bestyrelsesposter, direktørposter eller lignende poster i virksomheder, der er hjemmehørende i Danmark.

Efter Namibias overgang til selvstændighed skal personer og virksomheder hjemmehørende i Namibia henholdsvis personer, der er statsborgere i Namibia, ikke længere være omfattet af forbudet.«

Ved 1. behandling blev forslaget afvist af industriministeren og ordførerne for KF, V, FP og CD, mens ordførerne for RV og KRF så en række problemer i forbindelse med forslaget, og ordføreren for S udtrykte en positiv holdning til intentionerne i dette.

Udenrigsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Christian Kelm-Hansen (S), Pia Christmas-Møller (KF), Peder Sønderby (V), Søren Riishøj (SF), Annette Just (FP), Peter Duetoft (CD), Jørgen Estrup (RV) og Knud Glønborg (KrF)