B 2 Forslag til folketingsbeslutning om ændring af lov om arbejdstilbud til ledige.

Samling: 1987-88 (2. samling)
Status: 2. behandlet/Forkastet
Efter 1. beh henvist til Arbejdsmarkedsudvalget.

2.(sidste) beh afbrudt, og forsl henvist til Arbejdsmarkedsudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

»Folketinget pålægger regeringen efter forhandling med Landsarbejdsnævnet inden udgangen af oktober 1988 at fremsætte forslag til lov om ændring af lov om arbejdstilbud til ledige, der garanterer det fornødne antal uddannelsespladser og arbejdstilbud, således at de ledige i 1989 ikke risikerer at miste deres tilknytning til arbejdsmarkedet.«

Som baggrund for beslutningsforslaget anførte forslagsstillerne i bemærkningerne bl.a., at det ville være nødvendigt at fremskaffe 15.000-20.000 uddannelses- og/eller arbejdstilbud for at undgå, at ledige ville blive tvunget ud af arbejdsmarkedet.

I udvalgets betænkning havde forslagsstillerne stillet ændringsforslag om, at ordene »efter forhandling med Landsarbejdsnævnet« og ordene »der garanterer det fornødne antal uddannelsespladser og arbejdstilbud« skulle udgå af beslutningsforslaget.

Efter at 2. behandling var blevet afbrudt, havde forslagsstillerne i en tilføjelse til betænkningen stillet ændringsforslag (til 2. del af 2. behandling) om, at det tidligere stillede ændringsforslag blev ændret således, at der efter »til ledige,« blev indsat ordene: »der sikrer det fornødne antal uddannelsespladser og arbejdstilbud.«

De stillede ændringsforslag blev forkastet.

Beslutningsforslaget forkastet, idet 49 (S og SF) stemte for, 68 (KF, V, FP, RV, CD og Steenholdt (Grønl.)) imod.
Partiernes ordførere
Lone Møller (S), Kaj Poulsen (S), Pia Christmas-Møller (KF), Lilli Gyldenkilde (SF), Laue Traberg Smidt (V), Knud Lind (FP), Elisabeth Arnold (RV), Niels Bollmann (CD) og Knud Glønborg (KrF)