L 99 Forslag til lov om ændring af lov om visse selskabers aflæggelse af årsregnskab m.v., lov om aktieselskaber, lov om anpartsselskaber, lov om erhvervsdrivende fonde, lov om fonde og visse foreninger og lov om banker og sparekasser m.v.

(Ændring af bestemmelser om revision).

Samling: 1987-88 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Beh sammen med L 98, L 100, B 42 og B 43.

Efter 1. beh henvist til Erhvervsudvalget.

I lovforslaget foresloges det at overføre revisionsbestemmelserne, herunder bestemmelserne om granskning, fra selskabsloven til årsregnskabsloven.

Lovforslaget indeholdt endvidere forslag om, at det i årsberetningen skulle angives, hvis årsregnskabet i væsentlig grad var påvirket af usædvanlige forhold.

Endelig indeholdt lovforslaget bestemmelser om, at revisor skulle tilstille Aktieselskabs-Registret en kopi af sine protokoltilføjelser ved til- og fratræden i et selskab, samt at revisor havde pligt til at deltage i de bestyrelsesmøder, hvor årsregnskabet og andre erklæringer, der skal underskrives af revisor, skulle behandles.

Om baggrunden for lovforslaget henvises der til omtalen heraf under foregående sag (L 98), hvoraf det bl.a. fremgår, at de to lovforslag sammen med B 42 og B 43 tilsigtede at styrke den informative værdi af revisorers regnskabserklæringer og erklæringer i øvrigt.

Lovforslaget er en genfremsættelse i revideret form at et af SF i folketingsåret 1986-87 fremsat lovforslag, se Årbog og Register 1986-87, side 189.

Der henvises i øvrigt til det af industriministeren fremsatte lovforslag nr. L 91.

Erhvervsudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget inden samlingens slutning.
Partiernes ordførere
Erling Olsen (S), Christian Overdal Aagaard (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Hans Larsen-Ledet (RV) og Kim Behnke (FP)