L 38 Forslag til lov om ændring af lov om realkreditinstitutter, af lov om ændring af lov om realkreditinstitutter og af lov om indeksregulerede realkreditlån.

(Ændret belåning af fritidshuse, lån til om- og tilbygning m.v. af ejerboliger, udbetaling af lån ud fra en kurs fastsat på tilbudstidspunktet eller senere, bidragssatser for det støttede byggeri, ændrede overgangsregler for byfornyelsesarbejder m.v. samt indeksbelåning af ekstraordinære renoveringsarbejder).

Af: Boligminister Flemming Kofod-Svendsen (KrF)
Samling: 1987-88 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 860 af 23-12-1987
Beh sammen med L 39.

Efter 1. beh henvist til Boligudvalget.

Efter 2. beh direkte overgang til 3. behandling.

Loven forlænger løbetiden for ejerskiftelån til fritidshuse på 10 år til 15 år, samtidig nedsættes lånegrænsen ved om- og tilbygning til fritidshuse fra 80 pct. af de afholdte udgifter ind. eget arbejde til 60 pct. af udgifterne ekskl. eget arbejde.

Loven ophæver endvidere bestemmelsen om, at lån til ejerboliger mindst skal udgøre 5 pct. af ejendommens værdi. Loven åbner mulighed for, at realkreditinstitutterne kan udbetale lån på basis af kursen på tilbudstidspunktet. Boligministeren har ved loven fået bemyndigelse dels til at fastsætte reserve- og administrationsbidraget for det støttede byggeri, dels til at fastsætte det præcise indhold af forhåndslåneordningen.

Herudover indeholder loven visse overgangsregler for sanerings-, byfornyelses- og boligforbedringsarbejder, idet den i forbindelse med kartoffelkuren fastsatte frist havde vist sig ikke at kunne overholdes.

Endelig får realkreditinstitutterne mulighed for at yde indekslån uden økonomisk støtte fra kommunerne og staten til finansiering af renoveringsarbejder i almennyttige boligafdelinger.

Loven fik sin endelige udformning ved vedtagelsen af en række ændringsforslag stillet af boligministeren og af et flertal.

Lovforslaget vedtaget med 118 stemmer (S, KF, V, RV, CD, FP og KRF) mod 25 (SF og FK).
Partiernes ordførere
Bernhardt Tastesen (S), Hans Engell (KF), Jørn Jespersen (SF), Christian Mejdahl (V), Jørgen Estrup (RV), Birgith Mogensen (CD), Pia Kjærsgaard (FP), Jørgen Tved (FK) og Knud Glønborg (KrF)