L 161 Forslag til lov om ændring af lov om arbejdstilbud til ledige.

(Udvidet ret til arbejdstilbud).

Af: Arbejdsminister Henning Baunbæk Dyremose ()
Samling: 1987-88 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 109 af 05-03-1988
Beh sammen med L 160.

Efter 1. beh henvist til Arbejdsmarkedsudvalget.

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Arbejdsmarkedsudvalget.

Med loven sikres ledige, der er eller inden 1. januar 1989 kan komme på forlængede dagpenge, et ekstraordinært arbejdstilbud. Endvidere indebærer loven, at personer, der ved lovens ikrafttræden deltager i en uddannelse og modtager uddannelsesydelse, kan få forlænget uddannelsesperioden med uddannelsesydelse indtil uddannelsens afslutning, dog længst til 31. juli 1988.

Loven fik sin endelige udformning ved ændringsforslag stillet af arbejdsministeren og tiltrådt af udvalget med undtagelse af FP.

Lovforslaget fremsattes som en konsekvens af finansloven for 1988 samt regeringens aftale med Socialdemokratiet om afskaffelse af de forlængede dagpenge og blev fremsat samtidig med forslag til lov om ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. (Ophævelse af forlænget dagpengeret og regulering af dagpengenes højeste beløb), se L 160.

Lovforslaget vedtaget med 115 stemmer (S, KF, SF, V, RV, CD, KRF og FK) mod 9 (FP).
Partiernes ordførere
Kaj Poulsen (S), Svend Åge Petersen (KF), Lilli Gyldenkilde (SF), Hans Jørgen Holm (V), Jørgen Estrup (RV), Birgith Mogensen (CD), Mogens Glistrup (FP), Kurt Flemming Frederiksen (FK) og Knud Glønborg (KrF)