L 149 Forslag til lov om ændring af sømandsloven.

Af: Industriminister Nils Wilhjelm (KF)
Samling: 1987-88 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 163 af 23-03-1988
Efter 1. beh henvist til Erhvervsudvalget.

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Ved loven udvides en sømands fratrædelsesret, således at sømanden får en ubetinget ret til at kræve at fratræde tjenesten om bord i de tilfælde, hvor skibet efter afgang fra den sidste havn med afmønstringsmulighed blev omdestineret til at sejle ind i eller gennem et risikoområde.

I modsætning til hidtidig gældende lov giver loven sømanden ret til i førnævnte tilfælde at fratræde tjenesten om bord, uden at tjenesteforholdet ophører.

Endelig nedsættes sømandens andel af hjemrejseomkostningerne fra 25 pct. til 10 pct., medens rederens andel forhøjes fra 50 pct. til 65 pct. Statens andel af disse omkostninger fastholdes på 25 pct.

Baggrunden for lovforslaget var ifølge de ledsagende bemærkninger bl.a. den kraftige forværring af forholdene i Den Persiske Golf.

Den ændrede fordeling af hjemrejseomkostningerne blev gennemført ved vedtagelse af et ændringsforslag stillet af indenrigsministeren til 2. behandling.

Lovforslaget vedtaget med 115 stemmer (S, KF, SF, V, RV, CD, KRF og FK) mod 9 (FP).
Partiernes ordførere
Svend Andersen (S), Flemming Hansen (KF), Tommy Dinesen (SF), Jens Skrumsager Skau (V), Hans Larsen-Ledet (RV), Poul Emmert Andersen (CD), Pia Dahl (FP) og Henrik Michael Berlau (FK)