Andre medlemmer, der deltog i debatten: Tastesen (S), Dohrmann (FP), Berlau (FK) og Preben Møller Hansen (FK).
Ministre: Forsvarsministeren (Collet) og justitsministeren (Ninn-Hansen).
Under forhandlingerne fremsattes følgende:
Forslag om motiverede dagsordener:
D 25. Af Annette Just (FP).
Fremsat ...............FF 2267
Bortfaldet ............... FF 2337
D 26. Af Qvist Jørgensen (S), Ebba Strange (SF) og Anna-Lise Frølich (RV).
Fremsat ............... FF 2273
Vedtaget ............... FF2337
D 27. Af Connie Hedegaard (KF), Sønderby (V), Arne Melchior (CD) og Kristian R. Kristensen (KRF).
Fremsat ............... FF 2278
Bortfaldet ............... FF 2337
Fuld tekst:
D 25. Af Annette Just (FP).
»Folketinget pålægger forsvarsministeren inden udgangen af 1987 at sætte stop for beboelsen på Bådsmandsstrædes Kaserne og de til denne hørende arealer.
Tinget går derefter over til næste sag på dagsordenen.«
D 26. Af Qvist Jørgensen (S), Ebba Strange (SF) og Anna-Lise Frølich (RV).
»Folketinget bekræfter sin beslutning om Christianias fremtid vedtaget den 15. maj 1986 og den tilhørende betænkning afgivet af »Det særlige udvalg om Christianias fremtid« den 6. maj 1986. Med baggrund heri pålægges regeringen uden yderligere forsinkelse at opfylde Folketingets beslutninger, herunder
- at give Den særlige styringsgruppe mandat til samt økonomiske muligheder for at starte løsningen af de opgaver, der påhviler den i medfør af de ovenfor nævnte dokumenter
- at tilvejebringe lovhjemmel til det i betænkningen nævnte særlige bloktilskud
- at foretage lovliggørelsen i samarbejde med Christianias beboere og med mulighed for nødvendige dispensationer som bl.a. beskrevet i »Den særlige styringsgruppes notat af juni 1987«.
Herefter går Tinget over til næste sag på dagsordenen.«
D 27. Af Connie Hedegaard (KF), Sønderby (V), Arne Melchior (CD) og Kristian R. Kristensen (KRF).
»Folketinget konstaterer bl.a. på baggrund af regeringens redegørelse i dag, at forholdene i Christiania er utilfredsstillende, at det såkaldte eksperiment er mislykkedes, at kriminalitetsudviklingen i Christiania er klart uholdbar, og at politiet forhindres i på normal måde at patruljere og foretage politimæssige forretninger i området. Folketinget konstaterer endvidere, at værtshus- og byggeriforholdene fortsat er ulovlige, og at der sker ulovligt byggeri i området. På den baggrund opfordrer Folketinget regeringen til - efter forhandlinger med Københavns Kommune - at fremsætte et lovforslag med henblik på afvikling af Christiania.
Afviklingen skal finde sted over en periode på 2 år. Som led heri skal sikres områdets faste beboere boliger uden for Christiania med særlig hensyntagen til familier med børn. Der skal tillige udarbejdes de nødvendige planer for områdets fremtidige anvendelse.
Værtshusforholdene skal normaliseres og det ulovlige byggeri bringes til ophør straks.
Indtil afviklingen har fundet sted, skal der sikres politiet mulighed for at udføre sit normale politimæssige arbejde såvel inden for Christianias område som i de omliggende kvarterer. Med henblik på at sikre dette bør der som første led i selve afviklingen gennemføres en rydning af de dele af Christiania, som er beliggende i områdets yderzone, og som i særlig grad er hjemsted for den kriminalitet, som har medført utålelige forhold ikke mindst for de omkringboende.
Herefter går Tinget over til næste sag på dagsordenen.«
Afstemning:
D 26 vedtaget med 62 stemmer (S, SF, R V og FK) mod 47 (KF, V, CD, FP og KRF).
D 25 og D 27 var hermed bortfaldet.