B 85 Forslag til folketingsbeslutning om kommunernes ret til at afbryde samarbejdet med enkeltpersoner og selskaber, der på nogen måde støtter Sydafrika.

Samling: 1987-88 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Kommunaludvalget.

Beslutningsforslaget havde følgende ordlyd:

»Folketinget pålægger regeringen at ændre gældende lovgivning, således at landets kommuner med fuld ret kan afbryde alle former for samarbejde med enkeltpersoner, nationale og multinationale selskaber og firmaer, der på nogen måde understøtter det menneskefjendske system i Sydafrika.«

Ved 1. behandling afviste udenrigsministeren og ordførerne for KF og FP beslutningsforslaget. Ordførerne for S og RV så problemer i forslaget, men tilkendegav at ville gå aktivt ind i udvalgsarbejdet, og SF's ordfører var positiv over for intentionerne i forslaget, men fandt, at et kommende, af SF udarbejdet lovforslag (se L 235) ville være mere dækkende og kunne gennemføres hurtigere end det lovforslag, som regeringen ifølge beslutningsforslaget skulle fremsætte.

Forslaget nåede ikke at blive færdigbehandlet i Kommunaludvalget, forinden folketingsvalget blev udskrevet.
Partiernes ordførere
Christian Kelm-Hansen (S), Lizzie Lichtenberg (KF), Ejner Larsen (SF), Dagmar Kirstine Mørk Jensen (RV), Kristen Poulsgaard (FP) og Jørgen Tved (FK)