B 136 Forslag til folketingsbeslutning om oplysningskampagne om flygtninges og indvandreres vilkår.

Af: Birte Weiss (S) , Torben Lund (S) , Ingerlise Koefoed (SF) og Ebba Strange (SF)
Samling: 1987-88 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

»Regeringen opfordres til at skabe bedre økonomiske muligheder for oplysningskampagner, som søger at styrke forståelsen for flygtninges og indvandreres placering i det danske samfund. Det overordnede ansvar for kampagneforløbet lægges hos kultur- og kommunikationsministeren, som samarbejder om opgaven med alle relevante organisationer og ministerier. Til formålet afsættes en bevilling på 10 mio. kr. til anvendelse inden udgangen af 1989.«

Baggrunden for at fremsætte forslaget til folketingsbeslutning skulle ifølge forslagsstillerne søges i de begyndende tegn på aggression og afstandtagen til fremmede efter flere tiårs udramatisk sameksistens.

På grund af udskrivelse af valg til Folketinget nåede forslaget ikke at komme til 1. behandling.