L 77 Forslag til lov om ændring af lov om frikommuner.

Af: Indenrigsminister Knud Enggaard (V)
Samling: 1986-87 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 266 af 13-05-1987
Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet behandling i kommunaludvalget.

Loven indeholder dels en lang række nye hjemler til forsøg, der berører mange forskellige ministres områder, dels en forlængelse af frikommuneforsøgsperioden. Endvidere ophæves kravet om, at frikommuneregulativer skal behandles to gange i kommunalbestyrelsen.

Ifølge den skriftlige fremsættelsestale var lovforslaget et led i den løbende proces med tilvejebringelse af hjemler til gennemførelse af frikommuneforsøg - en proces, der indledtes ved Folketingets vedtagelse i foråret 1985 af den første lov om frikommuner og videreførtes ved den seneste frikommunelov af juni 1986, se henholdsvis Folketingsårbog 1984-85, side 136 f, og Folketingsårbog 1985-86, side 101 f.

Lovforslaget fik sin endelige udformning gennem vedtagelsen af en lang række ændringsforslag stillet af indenrigsministeren.

Lovforslaget vedtaget med 100 stemmer (S, KF, V, RV, CD og KRF) mod 4 (FP); 19 (SF og VS) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Henning Rasmussen (S), Karen Højte Jensen (KF), Svend Heiselberg (V), Asbjørn Agerschou (SF), Ole Vig Jensen (RV), Birgith Mogensen (CD) og Kristen Poulsgaard (FP)