L 76 Forslag til lov om oprettelse af et etisk råd og regulering af visse biomedicinske forsøg.

Af: Indenrigsminister Knud Enggaard (V)
Samling: 1986-87 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 353 af 03-06-1987
Beh sammen med L 74.

Efter 1. behandling henvist til Udvalget angående et Etisk Råd m.v.

Efter 2. behandling henvist til fornyet behandling i Udvalget angående et Etisk Råd m.v.

Loven indebærer, at indenrigsministeren skal nedsætte et etisk råd for sundhedsvæsenet og den biologisk-medicinske forskning vedrørende mennesket.

Rådet skal bestå af 17 medlemmer, der beskikkes af indenrigsministeren for 3 år ad gangen efter følgende regler:

1) 8 medlemmer udpeges af indenrigsministeren. Udpegningen sker under hensyntagen til de pågældendes offentligt dokumenterede indseende i de etiske, kulturelle og samfundsmæssige spørgsmål, der er af betydning for rådets arbejde.

2) 9 medlemmer udpeges af et særligt folketingsudvalg. Disse personer må ikke være medlemmer af Folketinget, en kommunalbestyrelse eller et amtsråd. Er der ikke i udvalget enighed om en udpegning, afgøres denne af udvalgets flertal.

Formanden udnævnes af indenrigsministeren efter indstilling fra det særlige folketingsudvalg blandt de beskikkede medlemmer.

Til Det Etiske Råd knyttes et fast sekretariat.

Det Etiske Råd afgiver indstilling til indenrigsministeren om

a. fastsættelse af regler ved lov om beskyttelse af befrugtede menneskelige æg og levende fosteranlæg samt genetiske forsøg på menneskelige kønsceller, som bliver brugt til befrugtning,

b. adgangen til at foretage genetisk behandling af menneskelige kønsceller, som bliver brugt til befrugtning, og af menneskelige befrugtede æg, fosteranlæg og fostre,

c. adgangen til at anvende ny diagnostisk teknik med henblik på at opspore medfødte defekter eller sygdomme hos befrugtede menneskelige æg, fosteranlæg og fostre,

d. fastsættelse af regler om nedfrysning af menneskelige kønsceller, der agtes brugt til befrugtning, og af befrugtede menneskelige æg.

Herudover kan Det Etiske Råd rådgive

1) de videnskabsetiske komiteer om almene etiske spørgsmål i forbindelse med forsøg på mennesker, som er omfattet af Helsinkideklaration II,

2) sundhedsvæsenets myndigheder i bedømmelsen af almene etiske spørgsmål af væsentlig betydning for sundhedsvæsenet ved anvendelse af nye behandlingsmetoder, ny diagnostisk teknik og ny medicinsk teknologi samt på eget initiativ tage opgaver op, der ligger inden for rådets arbejdsområde,

3) offentlige myndigheder i den etiske bedømmelse af spørgsmål om registrering, videregivelse og anvendelse af oplysninger om arvelige sygdomme eller egenskaber hos enkeltpersoner eller grupper af personer.

Rådet skal én gang årligt afgive en beretning til indenrigsministeren og Folketinget.

Arbejdet i Rådet følges løbende af et af Folketinget nedsat udvalg på 9 medlemmer. Dette udvalg kan anmode Rådet om at behandle nærmere angivne emner.

Loven indeholder endelig bestemmelser om forbud mod en række nærmere angivne forsøg.

Lovforslaget var i store træk en genfremsættelse af et i folketingsåret 1985-86 fremsat lovforslag (L 91), se Folketingsårbog 1985-86, side 283.

Lovforslaget behandledes sammen med forslag til lov om nedsættelse af en kommission til bedømmelse af etiske, tekniske og juridiske spørgsmål i forbindelse med anvendelse af moderne medicinsk teknologi (L 74). Det fremgår af betænkningen over lovforslaget, at udvalget angående et etisk råd m.v. har bestræbt sig på at koordinere de to lovforslag.

Det fremgår videre af betænkningen over lovforslaget, at udvalget har ønsket at præcisere, »at gennemførelsen af lovforslaget ikke indebærer. nogen ændring af de videnskabsetiske komiteers retlige status«. Herudover har udvalget med »tilfredshed noteret sig, at indenrigsministeren har erklæret sig rede til at lade spørgsmålet om de videnskabsetiske komiteers retlige status og spørgsmålet om, hvorvidt der er behov for lovgivning om biomedicinske forsøg på levende forsøgspersoner, underkaste en undersøgelse - eventuelt ved en enkeltmandsudredning«.

Lovforslaget fik sin endelige udformning ved vedtagelsen af en række ændringsforslag stillet af udvalget og af forskellige mindretal. Herudover blev et ændringsforslag til 3. behandling stillet af VS om valg af stedfortrædere for medlemmerne af det af Folketinget nedsatte udvalg vedtaget.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 113 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD, FP, KRF og VS).
Partiernes ordførere
Jytte Hilden (S), Helle Degn (S), Karen Højte Jensen (KF), Bjørn Elmquist (V), Margrete Auken (SF), Aase Olesen (RV), Birgith Mogensen (CD), Flemming Kofod-Svendsen (KrF), Kristen Poulsgaard (FP) og Jesper Kinch-Jensen (VS)