L 75 Forslag til lov om økologisk jordbrugsproduktion.

Samling: 1986-87 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 363 af 10-06-1987
Titel ændret 12/5 87 fra: Forslag til lov om økologisk jordbrugsproduktion i Danmark.

Beh sammen med B 26.

Efter 1. behandling henvist til Landbrugs- og Fiskeriudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet behandling i Landbrugs- og Fiskeriudvalget.

Lovens formål er at fremme økologisk jordbrugsproduktion.

I loven karakteriseres økologisk jordbrugsproduktion bl.a. ved, at den integreres i et naturligt biologisk kredsløb, at der ikke anvendes industrielt fremstillede gødningsmidler, pesticider og lign., at sædskiftet er alsidigt, og at gødningsforsyningen baseres på organisk gødning m.v.

Lovens formål søges bl.a. realiseret gennem nedsættelsen af et økologisk råd bestående af repræsentanter for Landbrugs- og Miljøministerierne, de økologiske og biodynamiske organisationer, Forbrugerrådet samt landbo- og husmandsorganisationerne. Rådet, der skal høres af landbrugsministeren, har bl.a. til opgave at fremme, følge og vurdere udviklingsmulighederne for en dansk økologisk jordbrugsproduktion, at vurdere det løbende rådgivnings- og forsøgsarbejde, at komme med forslag til yderligere aktiviteter samt at udarbejde forslag om støtte til fremme af økologisk jordbrugsproduktion.

Den offentlige støtte til fremme af økologisk jordbrugsproduktion sker gennem en udviklingsstøtte og en omlægningsstøtte, hvis størrelser fastlægges på de årlige finanslove. De nærmere regler for lovens administration, herunder for udbetaling af støtte, fastsættes af landbrugsministeren efter høring af Det Økologiske Råd.

Om baggrunden for lovforslaget oplyste ordfører for forslagsstillerne i sin fremsættelsestale bl.a. følgende:

»Tiden er nu inde til, at vi får en særlig lovgivning for økologisk jordbrug.

Det er nødvendigt, at vi får retningslinjer for og definitioner af, hvad økologisk jordbrug er, og at vi giver forbrugerne en garanti for, at de varer, man køber, virkelig er økologisk dyrket eller produceret.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at vi står over for en udvikling med stærkt stigende efterspørgsel efter økologiske jordbrugsprodukter, både her i landet og til eksport. Danmark kan komme foran andre lande, hvis der handles nu.«

Lovforslaget fik sin endelige udformning efter vedtagelsen af en række ændringsforslag fremsat af Landbrugs- og Fiskeriudvalget. Nogle af ændringsforslagene fik deres indhold fra forslag til folketingsbeslutning om støtte til økologisk jordbrug, se B 26.

Lovforslaget vedtaget med 124 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD, KRF og VS) mod 4 (FP).
Partiernes ordførere
Henning Nielsen (S), Henning Andersen (KF), Peder Sønderby (V), Steen Gade (SF), Ole Vig Jensen (RV), Addi Andersen (CD), Jens Kristian Steffensen (KrF), Ove Jensen (FP) og Keld Albrechtsen (VS)