L 71 Forslag til lov om ændring af lov om statsgaranti for obligationslån optaget af Færøernes Realkreditinstitut.

Af: Finansminister Palle Simonsen (KF)
Samling: 1986-87 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 961 af 19-12-1986
Efter 1. behandling henvist til Finansudvalget.

Efter 2. behandling direkte overgang til 3. behandling.

Loven indebærer en udvidelse af den eksisterende ordning, hvorefter staten giver garanti for forrentning og tilbagebetaling af obligationslån, som Færøernes Realkreditinstitut optager med henblik på genudlån til færøske fiskerfartøjer. Garantirammen for femåret 1. april 1984-31. marts 1989 forhøjes fra de nuværende 215 mill. kr. til 300 mill. kr. Baggrunden for forhøjelsen er et fortsat behov for investeringer i fornyelse og udvikling af den færøske fiskerflåde. Herudover indebærer statsgarantien en støtte til Færøernes hovederhverv, fiskeriet, idet Danmarks Nationalbank har erklæret sig villig til at overtage obligationerne til parikurs under forudsætning af statens garanti.

Lovforslaget vedtaget med 135 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD, KRF og VS) mod 3 (FP).
Partiernes ordførere
Hans Peter Baadsgaard (S), Bernt Johan Collet (KF), Joen Pauli Ellefsen (V), Jes Lunde (SF), Jens Bilgrav-Nielsen (RV) og Helge Dohrmann (FP)