Beh sammen med L 5, L 8 og L 14.
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.
Efter 2. behandling direkte overgang til 3. behandling.
Efter loven forhøjes stempelafgiften på pantebreve med pant i ejerboliger fra 1,5 til 4 pct. Undtaget er dog realkreditpantebreve og pantebreve udstedt i henhold til den samtidig vedtagne § 2 i lov om realkreditlignende lån og andelsboliglån m.v., sælgerpantebreve samt pantebreve, hvor det dokumenteres, at der er tale om lån til erhvervsvirksomhed. Ejerpantebreve med pant i ejerboliger skal i alle tilfælde stemples med 4 pct.
Stempelafgiften på pantebreve, der udstedes med pant i lystfartøjer, personbiler, motorcykler og campingvogne, forhøjes også til 4 pct.
Endvidere forhøjes stempelafgiften på kreditkøbskontrakter, hvor der ydes kredit på mere end 3 måneder, fra 0,1 pct. (for skibe fra 0,4 pct.) til 4 pct. Afgiftsforhøjelsen gælder dog kun de bestemte varige forbrugsgoder, der er opregnet i loven.
Herudover er der med loven pålagt en række dokumenter, der tidligere var stempelfri, en stempelafgift på 4 pct.
Langtidslejekontrakter, dvs. kontrakter indgået for mere end 3 måneder, skal stemples med 4 pct. af den samlede leje, hvis lejekontrakten angår de varige forbrugsgoder, hvor kreditkøb skal stemples med 4 pct.
Salg af rejser på kredit stemples med 4 pct., hvis der er aftalt en kredit på mere end 3 måneder fra rejsens påbegyndelse.
Aftaler om kontokøb stemples med 4 pct. af kontoaftalens maksimum, medmindre det af aftalen fremgår, at hvert enkelt køb skal være betalt inden for 3 måneder efter købet.
Undtaget er betalingskort såsom »Dankort«, »Diners Club«, »American Express« og lignende, fordi der normalt ikke er tale om kredit ud over 3 måneder.
Loven har virkning for dokumenter, hvis stempelpligt indtræder den 16. oktober 1 986, dvs. for dokumenter, der oprettes den 16. oktober 1986.
Loven er et led i regeringens initiativer til nedbringelse af gældsætningen og fremme af opsparingen (»kartoffelkuren«).
Der henvises i øvrigt til omtalen af L 5.
Lovforslaget vedtaget med 66 stemmer (KF, V, RV, CD og KRF) mod 62 (S, SF, FP og VS).