Beh sammen med L 27 og L 28.
Efter 1. behandling henvist til det særlige udvalg angående Grønlandslove.
Efter 2. behandling henvist til fornyet behandling i det særlige udvalg angående Grønlandslove.
Ved loven overføres Grønlands Tekniske Organisation med virkning fra den 1. januar 1987 til Grønlands hjemmestyre efter bestemmelse i hjemmestyreloven. Endvidere overtager hjemmestyret ansvaret for Grønlands forsyning med el, vand og varme, ansvaret for forebyggelse og bekæmpelse af ildebrand i Grønland, ansvaret for anlæg og drift af havne og veje, ledningsnet for el, vand og varme, kloakering, afvanding, terrænpleje og renovation i Grønland, ansvaret for bygningsregistrering i Grønland samt ansvaret for telegrafer og telefoner i Grønland.
Om forudsætningerne for lovens gennemførelse oplyste ministeren for Grønland i sin fremsættelsestale bl.a., at »ifølge bestemmelsen i § 5 i den grønlandske hjemmestyrelov kan rigsmyndighederne efter forhandling med hjemmestyret ved lov bemyndige hjemmestyret til at overtage den regelfastsættende myndighed for samt administrationen af et sagsområde eller en del af et sagsområde, der er nævnt i bilaget til loven. Tilskud til således overtagne sagsområder fastsættes ved lov. Hjemmestyrelovens § 7 giver mulighed for, at også andre sagsområder end dem, der er nævnt i bilaget, kan overtages af hjemmestyret efter reglerne i lovens § 5. Overførslen kan kun ske efter aftale mellem regeringen og hjemmestyret og skal ske ved lov. Afgørelsen af, hvorvidt et sagsområde kan overgå til hjemmestyret, træffes ud fra hensynet til rigsenheden og til, at hjemmestyret får en udstrakt indflydelse på områder, der særligt berører grønlandske forhold.«
Ministeren oplyste desuden, at overførslen af GTO m.m. skete efter ønske fra hjemmestyret, og at lovforslaget tidligere var blevet tiltrådt af Grønlands Landsting.
Lovforslaget vedtaget med 129 stemmer (S, KF, V, RV, CD, KRF og FP) mod 22 (SF og VS); 1 (Steenholdt (Grønl.)) stemte hverken for eller imod.