L 248 Forslag til lov om forlængelse af overenskomster mellem Falcks Redningskorps A/S og henholdsvis Specialarbejderforbundet i Danmark og Chaufførernes Fagforening i København.

Af: Arbejdsminister Henning Baunbæk Dyremose ()
Samling: 1986-87 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 289 af 20-05-1987
Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Efter 2. behandling direkte overgang til 3. behandling.

Ved loven forlænges overenskomster mellem Falcks Redningskorps A/S og henholdsvis Specialarbejderforbundet i Danmark og Chaufførernes Fagforening i København, med de ændringer og på de vilkår, der dels er indeholdt i forligsmandens mæglingsforslag, dels er indeholdt i de mellem parterne indgåede aftaler, der knytter sig til mæglingsforslaget.

Overenskomsterne forlænges for en 2-årig periode, idet dog overenskomsternes bestemmelser om fastsat arbejdstid forlænges for en 4-årig periode.

Om baggrunden for lovforslagets fremsættelse er bl.a. anført følgende i bemærkningerne: »Forligsmanden fremsatte den 28. april 1987 et mæglingsforslag vedrørende de af Falcks Redningskorps A/S indgåede overenskomster med Specialarbejderforbundet i Danmark og Chaufførernes Fagforening i København.

Ved afstemningen om mæglingsforslaget, hvis resultat blev offentliggjort den 18. maj, blev forslaget forkastet af lønmodtagersiden med 2.301 nejstemmer mod 1.470 ja-stemmer. Mæglingsforslaget blev vedtaget af arbejdsgiveren. De varslede arbejdsstandsninger kan herefter iværksættes fra den 21. maj 1987.

Den 19. og 20. maj har der været ført forhandlinger mellem parterne om at friholde livsvigtige opgaver fra konflikten, f.eks. ambulancekørsel og brandslukningsopgaver. Disse forhandlinger har været resultatløse.

Hovedparten af landets kommuner og amtskommuner har indgået kontrakt med Falcks Redningskorps A/S om udførelse af disse forskellige former for udrykningskørsel.

Regeringen finder, at det er tvingende nødvendigt, at der overhovedet ikke sker nogen afbrydelse heraf.«

Lovforslaget vedtaget med 111 stemmer (S, KF, V, RV, CD, FP og KRF) mod 16 (SF og VS).
Partiernes ordførere
Kaj Poulsen (S), Jette Thomsen (KF), Elsebeth Kock-Petersen (V), Ole Henriksen (SF), Jørgen Estrup (RV), Flemming Kofod-Svendsen (KrF), Helge Dohrmann (FP) og Elisabeth Bruun Olesen (VS)