L 201 Forslag til lov om licens til rekreativt fiskeri m.v.

Af: Fiskeriminister Lars P. Gammelgaard (KF)
Samling: 1986-87 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til landbrugs- og fiskeriudvalget.

Lovforslagets formål var at fremme fiskeplejen og ophjælpe fiskebestandene i øvrigt. Lovforslaget skulle gælde for fritids- og lystfiskeri i saltvandsområder på dansk fiskeriterritorium og for fiskeri i ferske vande, der indgår i vandløbssystemet.

Fiskeri af den nævnte art skulle drives af personer, som havde licens dertil. Lovforslaget kalkulerede med tre typer af licens: A-licens til udøvelse af fritidsfiskeri med tre redskaber, hvor licensbeviset skulle koste 150 kr., B-licens til udøvelse af lystfiskeri i saltvand og ferskvand, hvor licensbeviset skulle koste 100 kr., samt C-licens til lystfiskeri i saltvand og ferskvand i 30 dage, hvor licensbeviset skulle koste 50 kr.

Om baggrunden for forslaget fremgik det i forbindelse med lovforslagets fremsættelse, at lovforslaget »fremsættes som konsekvens af det pålæg, som et folketingsflertal bestående af S, SF og RV i betænkning om forslag til lov om saltvandsfiskeri i maj 1986 gav regeringen om i folketingsåret 1986-87 at gennemføre en licens-fisketegnsordning for salte og ferske vande«, se herom Folketingsårbog 1985-86, s. 93-94.

Lovforslaget havde ved 1. behandling ikke større opbakning blandt partiernes ordførere, og landbrugs- og fiskeriudvalget afgav den 3. juni 1987 beretning over lovforslaget, af hvilken det bl.a. fremgik, at udvalget opfordrede regeringen til i folketingsåret 1987-88 at fremsætte lovforslag, der skulle indeholde ændringer på en række områder i forhold til det fremsatte lovforslag.

Udvalget afgav den 3/6-87 en beretning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Arne Jensen (S), Svend Åge Petersen (KF), Svend Heiselberg (V), Steen Gade (SF), Dagmar Kirstine Mørk Jensen (RV), Addi Andersen (CD), Jens Kristian Steffensen (KrF), Kristen Poulsgaard (FP) og Steen Tinning (VS)