L 195 Forslag til lov om ændring af lov om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker.

Samling: 1986-87 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Beh sammen med L 194.

Efter 1. behandling henvist til kulturudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet behandling i kulturudvalget.

Efter lovforslaget fik ophavsmænd til bildende kunst ret til det afgiftsbeløb, der ville indkomme ved erhvervsmæssig videresalg af et kunstværk, som var omfattet af lov om afgift på offentlig omsætning af bildende kunst (L 194).

Lovforslaget indeholdt endvidere nærmere regler om fremgangsmåden med hensyn til at gøre retten til udbetaling af afgiften gældende.

Om baggrunden for lovforslaget (L 195) henviste forslagsstillerne i bemærkningerne til lovforslaget til den såkaldte Bruxelles-tekst af 26. juni 1948 i Bernerkonventionen, der ved kongelig resolution af 28. september 1961 blev tiltrådt af Danmark, og til teksten til verdenskonventionen om ophavsret, som revideret i Paris den 24. juli 1971 og ratificeret ved kongelig resolution af 16. februar 1979.

Endelig henvistes der til lovgivningen i Belgien, Frankrig og Vesttyskland, der sikrer bildende kunstnere visse vedvarende rettigheder byggende på ophavsretten til deres originalværker, og til den norske lovgivning om afgift på omsætning af billedkunst og kunsthåndværk.

I den fælles betænkning til lovforslagene (L 194 og L 195) blev der af forslagsstillerne stillet en række ændringsforslag, der blev vedtaget ved 2. behandling af lovforslagene, se også omtalen heraf under lovforslag nr. L 194. For så vidt angik nærværende lov medførte dette bl.a., at ministeren for kulturelle anliggender fik kompetence til at begrænse ophavsmandens ret til afgift, såfremt salgssummen for kunstværket lå inden for de af ministeriet nærmere fastsatte minimums- og maksimumsbeløb.

Lovforslagene kom imidlertid ikke til 3. behandling inden samlingens slutning.
Partiernes ordførere
Søren Hansen (S), Annelise Gotfredsen (KF), Helge Sander (V), Ingerlise Koefoed (SF), Bernhard Baunsgaard (RV), Flemming Kofod-Svendsen (KrF) og Kristen Poulsgaard (FP)