L 187 Forslag til lov om ændring af lov om Statens Kunstfond.

Af: Ingerlise Koefoed (SF) , Margrete Auken (SF) , Jes Lunde (SF) , Kaj Stillinger (SF) og Ebba Strange (SF)
Samling: 1986-87 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til kulturudvalget.

Ved lovforslaget blev det foreslået at forøge Statens Kunstfond med et litterært udvalg, der navnlig skulle varetage børne- og ungdomslitteraturen samt forøge fondens repræsentantskab med 2 repræsentanter for denne litteratur. Endvidere skulle Statens Kunstfonds budget forøges med 4 mill. kr. årligt.

Om baggrunden for lovforslaget henviste forslagsstillerne i bemærkningerne til, at bevillingen på 1.500.000 kr. til det under Kulturministeriet nedsatte tidsbegrænsede udvalg for børne- og ungdomslitteratur, der her står for uddeling af legater og præmier til mennesker, der ønskede at tage særlige initiativer på det børne- og ungdomslitterære område, var opbrugt efter 1987. Forslagsstillerne frygtede derfor, at der herefter ikke ville blive gjort meget for at tilgodese området.

Udvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Poul Qvist Jørgensen (S), Per Stig Møller (KF), Hanne Severinsen (V), Ingerlise Koefoed (SF), Birthe Hansen (SF), Bernhard Baunsgaard (RV), Arne Melchior (CD), Inger Stilling Pedersen (KrF) og Kristen Poulsgaard (FP)