L 175 Forslag til lov om ændring af lov om retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer.

(Kontant overskudsdeling).

Af: Arbejdsminister Henning Baunbæk Dyremose ()
Samling: 1986-87 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Beh sammen med L 173, L 174, L 179, L 180, L 181, B 126, B 127, B 136 og B 138.

Efter 1. behandling henvist til Det Politisk-Økonomiske udvalg.

I lovforslaget foresloges en ændring af funktionærlovens § 17 A, således at arbejdsgiveren ikke var forpligtet til at udbetale forholdsmæssige overskudsandele til fratrådte funktionærer.

Lovforslaget var et led i regeringens samlede reform om fremme af overskudsdeling og skal ses i sammenhæng med de samtidig fremsatte og behandlede lovforslag L 173, L 174, L 179, L 180 og L 181, se nærmere om baggrunden herfor og det videre sagsforløb under 12 B, L 173. Særligt om baggrunden for nærværende lovforslag er det i den skriftlige fremsættelsestale bl.a. anført:

»Som led i regeringens overskudsdelingsreform indgår en række forslag, der skal fjerne hindringer for indførelse af overskudsdeling. Det foreslås at ændre funktionærlovens § 17 A, således at arbejdsgiveren ikke er forpligtet til at udbetale forholdsmæssige overskudsandele til fratrådte funktionærer.

Lovforslaget skal navnlig ses i sammenhæng med det samtidig fremsatte lovforslag til ændring af ferieloven om fritagelse for at udbetale feriegodtgørelse af kontante overskudsandele. Det er hensigtsmæssigt, at arbejdsgiveren kan behandle overskudsandele på samme måde i de forskellige sammenhænge, hvori spørgsmålet dukker op.«

Udvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Svend Auken (S), Bernt Johan Collet (KF), Laurits Tørnæs (V), Ole Henriksen (SF), Niels Helveg Petersen (RV), Jørgen Estrup (RV), Niels Bollmann (CD), Flemming Kofod-Svendsen (KrF), Ove Jensen (FP) og Elisabeth Bruun Olesen (VS)