L 152 Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.

(Regionalisering af ledelsesstrukturen inden for arbejdsformidlingen).

Af: Arbejdsminister Henning Baunbæk Dyremose ()
Samling: 1986-87 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 366 af 10-06-1987
Efter 1. behandling henvist til Arbejdsmarkedsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet behandling i Arbejdsmarkedsudvalget.

Loven indebærer en forenkling og decentralisering af administrationen af arbejdsformidlingssystemet. Ved loven omdannes de nuværende arbejdsformidlingschefstillinger ved de 14 regionskontorer til regionschefstillinger. Efter loven får regionschefen det overordnede administrative ansvar for hele regionens arbejdsformidlingssystem. Regionschefen får herved det overordnede administrative ansvar for en række opgaver i forbindelse med dels den arbejdsmarkedspolitiske indsats (f.eks. planlægnings- samt analyse- og prognosearbejder), dels den interne regionale administration af Arbejdsformidlingen, bl.a. omfattende budget- og regnskabsfunktioner samt personaleforhold. Endvidere etableres et egentligt over/underordnelsesforhold mellem regionschefer og øvrige arbejdsformidlingschefer i området.

Under udvalgsbehandlingen blev Københavnsområdets særlige struktur drøftet, og i udvalgets betænkning blev det blandt andet fremhævet, at den københavnske regionschef i vidt omfang har mulighed for at delegere kompetence til lederne af distriktskontorerne, samt at distriktskontorerne bør være AF-kontorlignende i så stort et omfang som muligt.

Udvalget stillede endvidere ændringsforslag om, at arbejdsformidlingscheferne og lederne af distriktskontorerne i Københavnsområdet har indstillingsret ved ansættelse af nye medarbejdere.

Lovforslaget vedtaget med 129 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD, KRF og VS) mod 4 (FP).
Partiernes ordførere
Ole Vagn Christensen (S), Jette Thomsen (KF), Elsebeth Kock-Petersen (V), Carsten Andersen (SF), Jørgen Estrup (RV), Niels Bollmann (CD), Helge Dohrmann (FP) og Elisabeth Bruun Olesen (VS)