B 50 Forslag til folketingsbeslutning om naturbeskyttelse.

Samling: 1986-87 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til miljø- og planlægningsudvalget.

Beslutningsforslaget havde følgende ordlyd: »Folketinget opfordrer regeringen til senest i folketingsåret 1987-88 at fremsætte lovforslag om ændring af naturfredningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 530 af 10. oktober 1984, efter følgende retningslinjer:

1. I forbindelse med de initiativer, miljøministeren har tilkendegivet at regeringen vil tage med henblik på en udvidelse og præcisering af reglerne i naturfredningslovens §§ 43-43 b, fremsættes lovforslag med bl.a. følgende elementer:

a. At den nuværende tilladelsesordning ændres til en forbudsordning, således at ændringer fremover kræver en egentlig dispensation.

b. At arealet af beskyttede søer nedsættes fra 500 m2 til 100 m2.

c. At der under den gældende ordning også inddrages andre naturtyper end vandløb, søer, moser, heder og strandenge, således at den omfatter andre arealer, der henligger i naturtilstand. Samtidig indføres en fælles arealgrænse for naturarealer bortset fra søer.

d. At ordningen med et forbud mod sprøjtning og gødskning i en zone på 25 m langs alle vandløb og søer omfattes af § 43.

2. Fiskeriterritoriet inddrages under lovens regler i §§ 59, 60 og 60 a.

3. Lovens § 65 b, stk. 3, ændres således, at den deri nævnte vejlednings- og informationsvirksomhed pålægges de regionale fredningsmyndigheder og den centrale styrelse som en egentlig forpligtelse.

4. I lovforslaget optages en bestemmelse, hvorefter miljøministeren kan udpege særlige områder med frednings- og friluftsmæssig værdi som naturparker. Miljøministeren kan i den forbindelse nedsætte særlige rådgivende organer.«

Udvalget afgav ikke særskilt betænkning over forslaget, som skal ses i sammenhæng med den beretning, udvalget afgav den 3. juni 1987 om en samlet strategi på marginaljordsområdet, se afsnit 21.A.
Partiernes ordførere
Karl Hjortnæs (S), Niels Ahlmann-Ohlsen (KF), Peder Sønderby (V), Leif Hermann (SF), Dagmar Kirstine Mørk Jensen (RV) og Steen Tinning (VS)