B 18 Forslag til folketingsbeslutning om offentlige tilskud til lokal radio- og fjernsynsvirksomhed.

Samling: 1986-87 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til kulturudvalget.

Ved forslaget til folketingsbeslutning pålagde Folketinget regeringen at fremsætte lovforslag om delvis finansiering af lokal radio- og fjernsynsvirksomhed, således at staten og kommunerne i det pågældende område skulle yde op til 2/3 af driftsudgifterne ved sendevirksomheden efter nærmere angivne regler under forudsætning af, at indehaveren af sendetilladelsen selv tilvejebragte mindst 1/3 af driftsudgifterne.

I bemærkningerne til beslutningsforslaget anførte forslagsstillerne som baggrund for forslaget, at lokal radio- og fjernsynsvirksomhed også i en permanent ordning bør have mulighed for at finansiere en del af driften ved f.eks. bingo, lytterhilsener, støtteforeninger m.v., men at lokale radio- og tv-stationer ikke bør være så afhængige af disse finansieringskilder, at de ikke kan overleve uden.

Forslagsstillerne foreslog derfor med det pågældende beslutningsforslag, at man gav de nye lokale medier rimelige økonomiske vilkår i form af en offentlig støtteordning, der var baseret på en rimelig grad af selvfinansiering.

Udvalget afgav ikke betænkning over forslaget. Det skal dog bemærkes, at beslutningsforslagets indhold indgik som ændringsforslag ved behandlingen af forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed. (Lokal radio- og fjernsynsvirksomhed), se omtalen heraf ovenfor under L 199.
Partiernes ordførere
Bernhardt Tastesen (S), Flemming Jensen (KF), Helge Sander (V), Ingerlise Koefoed (SF), Jens Bilgrav-Nielsen (RV), Arne Melchior (CD), Inger Stilling Pedersen (KrF), Kristen Poulsgaard (FP) og Jesper Kinch-Jensen (VS)