Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:
»Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag om ændring af lov om arbejdstilbud til ledige med følgende indhold:
1) I samarbejde med den ledige, Arbejdsformidlingen og arbejdsløshedskassen udarbejdes en job- og uddannelsesplan for alle forsikrede ledige og bistandsklienter inden 9 måneders ledighed.
Job- og uddannelsesplanen, der skal udgøre grundlaget for den lediges efterfølgende job- og uddannelsestilbud, skal ledsages af den nødvendige information, rådgivning og vejledning om muligheder for uddannelse og beskæftigelse.
2) Forsikrede ledige og bistandsklienter, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, skal have ret til et uddannelsestilbud efter 9 måneders ledighed. Under ledighed har den ledige ret til en godtgørelse svarende til de normale dagpenge/bistandsydelser i op til 3 år. For ledige med dårlig uddannelsesbaggrund, dvs. 7., 8. og 9. klasse, kan godtgørelsen ydes i op til 4 år.
Uddanelsesinstitutionerne og Arbejdsformidlingen skal være pligtige til at sikre de nødvendige uddannelsespladser inden for det offentlige uddannelsessystem samt sikre, at uddannelserne tilpasses de reelle behov for såvel de ledige som arbejdsmarkedet. Det skal sikres, at uddannelserne kan få et sammenhængende forløb, som tager hensyn til den lediges behov og forudsætninger.
3) De regionale uddannelsesinstitutioner og Arbejdsformidlingen skal i samarbejde med private og offentlige arbejdsgivere sikre de relevante job- og uddannelsesforløb, som så vidt muligt skal have et uddannelsesindhold, der udgør 1/4 af forløbet. Staten yder økonomisk støtte til job- og uddannelsesforløbet svarende til den maksimale dagpengesats. Støtten i den private sektor kan højst udgøre 50 pct. af den samlede lønudgift ved job- og uddannelsesforløbet.
Støtten kan ikke ydes, hvis det ikke medfører en nettoudvidelse af ansatte i såvel private som offentlige virksomheder.
4) I det omfang den offentlige sektor etablerer det nødvendige antal sammenhængende job- og uddannelsesforløb, skal der både i stat, amt og kommune være tale om en nettoudvidelse af antal ansatte.
Det er arbejdsformidlingens opgave i samarbejde med arbejdsgiverne at foretage løbende opfølgning over for den ledige med henblik på ansættelse i ordinært job eller med henblik på opfølgende erhvervskompetencegivende uddannelse.
Ledige, der har afsluttet sidste arbejdstilbud efter 1. juli 1985, og som ikke har opnået fornyet ret til dagpenge, har krav på nye sammenhængende job- og uddannelsestilbud.
5) Loven om forlænget dagpengeret ophæves.
6) Alle nye forsikrede ledige og bistandsklienter, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, omfattes af ordningen på ikrafttrædelsestidspunktet.
7) Der indføres en overgangsordning, som skal indebære, at alle ledige i løbet af mindst 30 måneder er omfattet af ordningen.
Overgangsordningen skal samtidig indebære, at alle ledige, der har krav på et arbejdstilbud i henhold til gældende arbejdstilbudsordning, i stedet kan udnytte retten til et uddannelsestilbud efter den nye ordnings regler.
Forslaget til folketingsbeslutning nåede ikke at komme til 1. behandling inden folketingsårets udløb.