B 122 Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af en omstruktureringsfond.

Samling: 1986-87 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Efter forslaget til folketingsbeslutning opfordrede Folketinget regeringen til at fremsætte lovforslag om oprettelse af en omstruktureringsfond, der skulle have til opgave at fremme en regional (amtslig) erhvervsudvikling tilpasset den lokale arbejdskrafts fordeling på køn og uddannelsesniveau samt tilpasset de lokale erhvervsmæssige forhold og udviklingsmuligheder.

I beslutningsforslaget var i øvrigt anført nærmere retningslinjer for udarbejdelsen af lovforslaget.

Ifølge den skriftlige fremsættelse til beslutningsforslaget var formålet med beslutningsforslaget gennem oprettelse af en fond med en foreløbig kapital på 350 mill. kr. at forebygge den situation, et område vil komme i, hvis en for området dominerende virksomhed med afgørende indflydelse på områdets beskæftigelsessituation må indskrænke eller lukke.

Forslagsstillerne ønskede endvidere med forslaget at fremme udarbejdelsen af strategiske regionale erhvervs- og beskæftigelsesplaner, hvis iværksættelse bl.a. ville være afhængig af midler fra omstruktureringsfonden.

Beslutningsforslaget blev fremsat sammen med forslag til folketingsbeslutning om en aktiv arbejdsmarkeds- og erhvervsindsats for Nordjyllands Amt (B 123) og forslag til folketingsbeslutning om en aktiv arbejdsmarkeds- og erhvervsindsats for Storstrøms Amt (B 124), jf. omtalen heraf nedenfor, som ifølge den skriftlige fremsættelse til nærværende beslutningsforslag er eksempler på sådanne regionale udviklingsprogrammer, hvis gennemførelse forudsætter vedtagelse af nærværende forslag.

Erhvervsudvalget afgav ikke betænkning over beslutningsforslaget.
Partiernes ordførere
Christian Kelm-Hansen (S), Svend Andersen (S), Arne Lund (KF), Jens Peter Jensen (V), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Hans Larsen-Ledet (RV) og Helge Dohrmann (FP)