B 118 Forslag til folketingsbeslutning om en forbedret støtte til elever på folkehøjskoler, landbrugsskoler, husholdningsskoler og efterskoler.

Samling: 1986-87 (1. samling)
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Efter 1. behandling henvist til uddannelsesudvalget.

Folketingsbeslutningen havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til at tage initiativ til følgende forbedringer i statens støtte til elever på folkehøjskoler, landbrugsskoler, husholdningsskoler og efterskoler:

1. Der gennemføres differentierede elevstøtterammer for hver af de fire skoleformer, baseret på den faktisk opkrævede gennemsnitlige elevbetaling.

2. Der indføres en ny indtægtsskala beregnet for elever, hvis støtte bliver beregnet på grundlag af forældrenes indtægtsforhold.

3. Aldersgrænsen for forældreafhængighed ved støtteberegningen fastsættes således, at den svarer til aldersgrænsen for forældreafhængighed ved beregning af Statens Uddannelsesstøtte.

4. Der gennemføres større samtidighed mellem støtteperiode og indkomstperiode.

5. Elevstøttebevillingen gøres lovbunden, og den årlige bevilling til elevstøtten reguleres under hensyn til årselevtallet samt pris- og lønudviklingen.«

Baggrunden for forslaget var ifølge de ledsagende bemærkninger, at den statslige støtte til nedbringelse af elevernes egenbetaling stod i et misforhold til den elevbetaling, skolerne må opkræve.

Folketingsbeslutningen fik sin endelige udformning ved vedtagelse af et af undervisningsministeren stillet ændringsforslag.

Beslutningsforslaget vedtaget med 107 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD, KRF og VS) mod 4 (FP).
Partiernes ordførere
Jytte Andersen (S), Merete Aarup (KF), Hanne Severinsen (V), Kaj Stillinger (SF), Ole Vig Jensen (RV), Jens Kristian Steffensen (KrF), Pia Kjærsgaard (FP) og Elisabeth Bruun Olesen (VS)