Redegørelsen fremsattes dels i en mundtlig del, dels i en skriftlig del, som uddyber og supplerer emner, som i mere principiel form er omtalt i den mundtlige. Den skriftlige del indeholder således en kortfattet omtale af de lovforslag og forslag til folketingsbeslutning, som regeringen påtænker at fremsætte i løbet af folketingsåret.
Redegørelsen efterfulgtes i overensstemmelse med, hvad der foreskrives i den nævnte grundlovsparagraf, af en forhandling, åbningsdebatten. Under åbningsdebatten kunne også 1. behandling af forslag til finanslov for 1986 omtales.
Som ordførere talte: Svend Auken (S), Gammelgaard (KF), Ivar Hansen (V), Gert Petersen (SF), Niels Helveg Petersen (RV), Brusvang (CD), Lenger (VS), Steffensen (KrF), Pia Kjærsgaard (FP) og Maisted (FD).
Uden for ordførernes kreds talte: Hanne Andersen (S), Jytte Andersen (S), Camre (S), Knud Damgaard (S), Erenbjerg (S), Anker Jørgensen (S), Qvist Jørgensen (S), Risgaard Knudsen (S), Preben Lange (S), Lykketoft (S), Kaj Poulsen (S), Henning Rasmussen (S), Erik B. Smith (S), Stavad (S), Bjørn Westh (S), Arentoft (KF), Ellefsen (V), Thor Pedersen (V), Margrete Auken (SF), Gade (SF), Lilli Gyldenkilde (SF), Birthe Hansen (SF), Leif Hermann (SF), Ingerlise Koefoed (SF), Jes Lunde (SF), Ebba Strange (SF), Nør Christensen (CD), Albrechtsen (VS), Pernille Falcon (VS), Elisabeth Bruun Olesen (VS), Breckmann (Fær.) og Steenholdt (Grønl.).
Foruden statsministeren talte industriministeren (Stetter), udenrigsministeren (Ellemann-Jensen) og undervisningsministeren (Bertel Haarder).
Under forhandlingerne fremsatte Lenger (VS) følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 203):
»Idet folketinget mener, at det skal være lettere at være dansker, udtaler tinget sin mistillid til regeringen
og går herefter over til næste sag på dagsordenen.«
Pia Kjærsgaard (FP) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 223):
»Folketinget siger nej til skattereformaftalen, fordi den gør det dyrere og sværere at være dansker. Samtidig udtaler folketinget, at overskudsdeling kun kan foretages på frivillig basis uden lovindgreb.
Tinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«
Det af Lenger (VS) stillede dagsordensforslag forkastedes, idet 20 (SF og VS) stemte for, 75 (KF, V, RV, CD, KrF, FP, FD og Steenholdt (Grønl.)) imod; 39 (S) stemte hverken for eller imod.
Det af Pia Kjærsgaard (FP) stillede dagsordensforslag forkastedes, idet 3 (FP) stemte for, 131 (S, KF, V, SF, RV, CD, VS, KrF, FD og Steenholdt (Grønl.)) imod.