L 89 Lov om til- og ombygning m.v. af Nationalmuseet.

Af: Minister for kulturelle anliggender Mimi Jakobsen (CD)
Samling: 1985-86
Status: Stadfæstet
Lov nr. 330 af 04-06-1986
Efter 1. behandling henvist til kulturudvalget.

Med loven bemyndiges ministeren for kulturelle anliggender til at anvende 150 mill. kr. til om- og tilbygningsarbejder m.v. på Nationalmuseet betinget af, at Nationalmuseet fra anden side opnår tilskud til byggearbejderne m.v. på mindst 100 mill. kr.

Om baggrunden for lovforslaget udtalte ministeren for kulturelle anliggender i den skriftlige fremsættelse bl.a.:

»Egmont Fonden, som jeg gerne vil benytte denne lejlighed til at takke, har skænket Nationalmuseet en donation på 100 mill. pristalsregulerede kroner til realisering af en plan for Nationalmuseets udvikling frem til år 2000, som er indeholdt i den rapport »Nationalmuseet og fremtiden«, som tidligere er omdelt til folketingets medlemmer. Planen byggede på en samlet anlægsramme på 300 mill. kr., og det er med en lidt ændret finansieringsform i alt væsentligt denne plan, som nu søges realiseret ved lovforslaget.«

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget uændret med 71 stemmer (KF, V, RV, CD og KrF) mod 3 (FP); 66 (S, SF og VS) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Søren Hansen (S), Per Stig Møller (KF), Ingerlise Koefoed (SF), Birthe Hansen (SF), Bernhard Baunsgaard (RV), Frode Nør Christensen (CD), Kristen Poulsgaard (FP), Steen Tinning (VS) og Inger Stilling Pedersen (KrF)