L 81 Forslag til lov om ændring af lov om administration af Det europæiske økonomiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v.

Af: Landbrugsminister Niels Anker Kofoed (V)
Samling: 1985-86
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til landbrugs- og fiskeriudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Lovforslaget tilsigtede for det første at ændre ordlyden i den gældende lov, så det fremgik, at der findes en underfond - og ikke kun én samlet fond - for hver af de afgifter, der opkræves på landbrugsvarer, og en underfond for den del af den amtskommunale grundskyld, der opkræves på landbrugsejendomme og som indbetales til statskassen (den såkaldte promilleafgift).

Det blev for det andet foreslået at ændre loven, således at en del af promilleafgiftsmidlerne i 1986 kunne anvendes til delvis finansiering af udgifterne i forbindelse med de investeringer, der blev foreslået gennemført i medfør af forslag til lov om støtte til miljøforbedrende investeringer i landbrug m.v. (se A. II. nr. 20).

Det blev endelig foreslået efter anmodning fra rigsrevisionen, at ministeren fik hjemmel til at kræve, at fondenes regnskaber revideres af statsautoriserede eller registrerede revisorer, og at ministeren fik mulighed for at fastsætte retningslinierne for revisionen, således at det sikredes, at denne udføres i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik.

Ved 2. behandling vedtoges, foranlediget af en henvendelse fra ombudsmanden, et af landbrugsministeren stillet ændringsforslag, der gav udtrykkelig hjemmel til delegation til private organisationer.

Udvalget afgav ikke tillægsbetænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Bjørn Rømer Westh (S), Jens Peter Rønholt (KF), Svend Heiselberg (V), Steen Gade (SF), Hans Larsen-Ledet (RV), Helge Dohrmann (FP) og Keld Albrechtsen (VS)