L 61 Lov om ændring af lov om tilskud til Grønlands hjemmestyre og de grønlandske kommuner.

Af: Minister for Grønland Tom Høyem ()
Samling: 1985-86
Status: Stadfæstet
Lov nr. 576 af 19-12-1985
Efter 1. behandling henvist til et særligt udvalg på 17 medlemmer og stedfortrædere (udvalget angående Grønlandslove), se side 49.

Loven indeholder regler om reduktion af statstilskuddet til Grønlands hjemmestyre i årene 1986 og 1987 i forbindelse med overdragelsen af Den kgl. grønlandske Handels virksomhed samt ansvaret for anlæg og drift af lufthavne i Grønland til hjemmestyret. Den kgl. grønlandske Handels virksomhed omfatter blandt andet forsyningstjeneste, transportvirksomhed og postvæsen.

Lovforslagets fremsættelse var en konsekvens af vedtagelsen af forslag til lov for Grønland om forsyning, trafik, postbesørgelse m.v., se nærmest følgende sag.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 118 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD og KrF) mod 4 (FP og FD); 4 (VS) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Poul Qvist Jørgensen (S), Karen Thurøe Hansen (KF), Jens Peter Jensen (V), Hanne Thanning Jacobsen (SF), Aase Olesen (RV), Birgith Mogensen (CD), Helge Dohrmann (FP), Keld Albrechtsen (VS), Flemming Kofod-Svendsen (KrF) og Otto Steenholdt (UFG)