L 44 Lov om ændring af lov om forsvarets personel.

Af: Forsvarsminister Hans Engell (KF)
Samling: 1985-86
Status: Stadfæstet
Lov nr. 307 af 04-06-1986
Efter 1. behandling henvist til forsvarsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Ved loven gennemføres en ændring af de gældende bestemmelser om genindkaldelse i fredstid af værnepligtige til efteruddannelse og mønstring af kort varighed, idet lovens ramme med hensyn til tjenestetidens længde udvides fra 24 til 27 måneder.

Om baggrunden for lovforslaget oplyste forsvarsministeren bl.a. følgende i sin skriftlige fremsættelsestale:

»I henhold til den mellem socialdemokratiet og regeringspartierne indgåede aftale af 29. juni 1984 om forsvarets ordning i perioden 1985-87 med tilhørende tillægsaftale af 27. august 1985 øges længden af den første samlede tjeneste ved kamptropperne og ingeniørtropperne med 3 måneder til henholdsvis 12 måneder for værnepligtige menige og 24 måneder for værnepligtige befalingsmænd, hvilket bl.a. betyder en forbedring af mobiliseringsstyrken og det stående beredskab i hæren.

Forlængelsen af den første samlede tjeneste til 24 måneder for værnepligtige befalingsmænd ved kamptropperne og ingeniørtropperne indebærer, at den maksimale tjenestetid i henhold til gældende lovs § 4, stk. 1, er opnået. Af hensyn til mønstringer er det derfor nødvendigt, at den maksimale tjenestetid øges til 27 måneder. Herved opnås, at nævnte befalingsmænd fortsat kan mønstres i samme omfang som hidtil, det vil sige sammen med de menige, som de har været instruktører og førere for.«

Ved 3. behanding vedtoges lovforslaget med 114 stemmer (S, KF, V, CD, KrF, FP og FD) mod 30 (SF, RV og VS).
Partiernes ordførere
Knud Damgaard (S), John Arentoft (KF), Peder Sønderby (V), Pelle Voigt (SF), Dagmar Kirstine Mørk Jensen (RV), Frode Nør Christensen (CD), Keld Albrechtsen (VS) og Kristen Poulsgaard (FP)