L 41 Lov om ændring af lov om teatervirksomhed.

Af: Minister for kulturelle anliggender Mimi Jakobsen (CD)
Samling: 1985-86
Status: Stadfæstet
Lov nr. 591 af 19-12-1985
Efter 1. behandling henvist til kulturudvalget.

Loven medfører, at teaterrådet får kompetencen til at træffe endelig beslutning om fordeling af støtte i henhold til teaterloven på en række områder, hvor rådet hidtil har afgivet indstilling til ministeren.

Om den generelle baggrund for forslaget henvises der til, hvad der er anført under det samtidigt fremsatte forslag til lov om ændring af lov om museer m.v., hvilket lovforslag det kom til 1. og 2. behandling sammen med tillige med forslag til lov om ændring af lov om statstilskud m.v. til zoologiske haver, se de 2 nærmest følgende sager.

Specielt for teaterområdet anførte ministeren i den skriftlige fremsættelse bl.a. følgende:

»Specielt for teaterområdet kan jeg nævne, at jeg - som bebudet i forbindelse med den seneste ændring af teaterloven i juni 1984 - har nedsat et udvalg med den opgave at forberede en samlet revision af teaterloven.

Det må efter min opfattelse indgå i udvalgsarbejdet, som forventes afsluttet i foråret 1987, at overveje, hvorledes teaterrådets samlede opgaver på længere sigt skal varetages, ligesom udvalget må drøfte spørgsmålet om ændringer i teaterrådets organisatortiske grundlag under hensyntagen til den ændrede kompetence.

Men de administrative fordele ved en delegation af beslutningskompetencen gør det efter min opfattelse rigtigt allerede nu at overføre kompetencen på en række områder til teaterrådet, således som det er blevet etableret efter lovændringen i 1984.«

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 148 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD, VS og KrF) mod 3 (FP).
Partiernes ordførere
Ole Espersen (S), Per Stig Møller (KF), Helge Sander (V), Birthe Hansen (SF), Bernhard Baunsgaard (RV), Frode Nør Christensen (CD), Jørgen Lenger (VS), Kristen Poulsgaard (FP) og Inger Stilling Pedersen (KrF)