L 266 Forslag til lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven.

(Økonomisk. kriminalitet).

Af: Justitsminister Erik Ninn-Hansen (KF)
Samling: 1985-86
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Lovforslaget havde til formål at skabe grundlag for en intensivering af retsvæsenets indsats over for økonomisk kriminalitet. Dels stilledes der forslag om ændringer i retsplejeloven med henblik på en mere effektiv behandling af disse sager bl.a. i form af en udvidelse af reglerne om tiltaleopgivelse og -frafald, således at der i videre omfang end i dag ville blive mulighed for at beskære sagen, og i form af mulighed for at afholde forberedende retsmøder, skriftlig forelæggelse af sagen og skriftlig procedure. Dels stilledes der forslag om ændringer i straffeloven med henblik på at skærpe reglerne om manglende eller mangelfuld bogføring og med henblik på at udvide mulighederne for erhvervsfrakendelse ved misbrug af konkurs- og selskabslovgivningen.

Lovforslaget byggede på betænkning nr. 1066/1986 om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet og på udtalelser over denne betænkning fra straffelovrådet og retsplejerådet.

Retsudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Jimmy Stahr (S), Hagen Hagensen (KF), Bjørn Elmquist (V), Leif Hermann (SF), Bernhard Baunsgaard (RV), Jørgen Lenger (VS), Kirsten Jacobsen (FP) og Inger Stilling Pedersen (KrF)