L 24 Forslag til lov om forbud mod indførsel af kul og andre fossile brændstoffer fra Sydafrika og Namibia.

Samling: 1985-86
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til udenrigsudvalget.

Lovforslaget tilsigtede at forbyde indførsel, herunder transport og salg, til Danmark af kul og andre fossile brændstoffer med oprindelse i Sydafrika og Namibia.

Forslaget kom til 1. behandling sammen med forslag til folketingsbeslutning om skærpelse af sanktionspolitikken over for Sydafrika [af Riishøj (SF) og Albrechtsen (VS) m.fl.], se B. II. nr. 115, forslag til folketingsbeslutning om yderligere skærpelse af sanktionerne mod Sydafrika [af Kelm-Hansen (S) m.fl.], se B. I. nr. 26, og forslag til folketingsbeslutning om iværksættelse af yderligere foranstaltninger mod Sydafrika og om støtte til ofrene for Sydafrikas apartheidpolitik, fremsat af udenrigsministeren, se B. II. nr. 114.

Ved 1. behandling blev forslaget afvist af udenrigsministeren og ordførerne fra KF, V, CD, KrF, FP, FD samt Breckmann (Fær.), medens ordføreren fra S havde sympati for forslaget. Ordføreren fra RV gav tilsagn om positiv udvalgsbehandling.

Udenrigsudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Christian Kelm-Hansen (S), Viggo Fischer (KF), Bjørn Elmquist (V), Søren Riishøj (SF), Inger Harms (SF), Arne Stinus (RV), Frode Nør Christensen (CD), Kristen Poulsgaard (FP), Keld Albrechtsen (VS), Flemming Kofod-Svendsen (KrF), Óli Breckmann (UFG) og Ole Maisted (FD)