L 210 Lov om ændring af lov om forskellige forbrugsafgifter.

(Forhøjelse af afgiften af fjernsynsapparater, videoapparater, visse husholdningsapparater og glødelamper m.v.).

Af: Minister for skatter og afgifter Isi Foighel (KF)
Samling: 1985-86
Status: Stadfæstet
Lov nr. 159 af 21-03-1986
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Ved loven forhøjes afgifterne for fjernsynsapparater, videoapparater, visse husholdningsapparater (hårde hvidevarer) og glødelamper. Forhøjelserne vil under forudsætning af uændret salg give et årligt merprovenu på 180 mill. kr. og et merprovenu i 1986 på 120 mill. kr.

Lovforslaget, der indgik i regeringens såkaldte påskepakke, blev behandlet sammen med en række andre lovforslag, se foran under A. I. nr. 138.

I betænkningen blev der af ministeren for skatter og afgifter stillet ændringsforslag om en forhøjelse af afgiften på glødelamper (der ikke indgik i det fremsatte lovforslag) samt om en ændring af afgiften for farvefjernsyn mellem 22 og 25 tommer.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 58 stemmer (KF, V, RV, CD, KrF og FD) mod 56 (S, SF, VS og FP).
Partiernes ordførere
Svend Auken (S), Grethe Fenger Møller (KF), Laurits Tørnæs (V), Gert Petersen (SF), Niels Helveg Petersen (RV), Bente Juncker (CD), Jørgen Lenger (VS), Ove Jensen (FP), Arne Bjerregaard (KrF) og Ole Maisted (FD)