L 170 Lov om ændring af lov om Det kgl. Teater og oprettelsen af en kulturel fond.

Af: Minister for kulturelle anliggender Mimi Jakobsen (CD)
Samling: 1985-86
Status: Stadfæstet
Lov nr. 334 af 04-06-1986
Efter 1. behandling henvist til kulturudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Loven medfører, at den i lovens § 7 hjemlede afgift på 10 pct., som komponister og forfattere er forpligtede til af deres indtægter at indbetale til den kulturelle fond som betingelse for, at deres organisationer (Koda, Koda-Dramatik og Drama-Ret) kan opnå den i § 8 foreskrevne ministerielle koncession, afskaffes.

Afgiften aftrappes over en 10-årig periode med 1 procentpoint pr. år, således at den i 1996 vil være helt afskaffet.

Samtidig ændres kompetencereglerne i loven således, at det fremover er musikrådet og ikke ministeren for kulturelle anliggender, der varetager administrationen af de kulturfondsmidler, der anvendes til fremme af tonekunsten.

Baggrunden for ønsket om afskaffelse af den omhandlede afgift var ifølge bemærkningerne til lovforslaget, at afgiften indebar en ofte kritiseret særbeskatning af de pågældende skabende kunstnere.

Den foreslåede ændrede kompetencefordeling var i overensstemmelse med det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af lov om musik, se nærmest foranstående sag. Disse 2 lovforslag kom endvidere til 1. behandling sammen.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 143 stemmer (S, KF, V, SF, RV, CD, VS og KrF) mod 3 (FP).
Partiernes ordførere
Søren Hansen (S), Viggo Fischer (KF), Hanne Severinsen (V), Ingerlise Koefoed (SF), Birthe Hansen (SF), Bernhard Baunsgaard (RV), Kristen Poulsgaard (FP), Steen Tinning (VS) og Inger Stilling Pedersen (KrF)