Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Ved lovforslaget foreslås ændring af bistandslovens kontanthjælpsbestemmelser på baggrund af forsøg udført i 14 kommuner i perioden 1. oktober 1984-1. oktober 1985.

Der foreslås således gennemført en model til afløsning af reglerne om forbigående kontanthjælp efter bistandslovens § 37 indeholdende følgende elementer:

1) En grundydelse til dækning af underhold og faste udgifter, bortset fra boligudgifter. Taksten for ægtepar er det dobbelte af taksten for enlige.

2) Et boligtillæg, der dækker alle udgifter vedrørende boligen.

3) Et børnetillæg, svarende til summen af en faders og en moders normalbidrag med forhøjelse for det første barn.

Den samlede hjælp må dog ikke overstige det hidtidige leveniveau.

Det foreslås dog, at der i et vist omfang kan ydes hjælp uden hensyn til hidtidige indtægter (leveniveau). Dette kan ske, hvis beregningen viser, at summen af grundydelsen, boligtillægget og eventuelt børnetillægget ikke overstiger det beløb, der efter arbejdsløshedsforsikringsloven kan ydes til dimittender (»dimittendsatsen«) efter fradrag for skat.

Alene i de tilfælde, hvor beregningen af den samlede hjælp overstiger dimittendniveauet, har de hidtidige indtægter betydning.

Der vil således kunne ydes en hjælp ud over dimittendniveauet, hvis de hidtidige indtægter giver grundlag herfor. I givet fald kan hjælpen dog ikke overstige 90 pct. af ansøgerens hidtidige indtægter for den seneste måned.

Viser det sig, at den beregnede hjælp svarer til eller er mindre end dimittendniveauet, kan dette beløb umiddelbart udbetales uafhængigt af de indtægter, som pågældende hidtidig har haft.

Når det er besluttet at yde hjælp til revalidering efter § 42, ydes hjælpen derimod altid med fuld grundydelse, boligtillæg og børnetillæg.

Forslaget indeholder herudover en række mindre justeringer af modellen samt visse andre ændringer af bistandsloven, herunder afskaffelse af begrebet varig hjælp, der er blevet praktisk talt overflødigt efter de nuværende regler om førtidspension og 9 måneders reglen for kontanthjælpen.

Om baggrunden for lovforslaget oplyste socialministeren bl.a. følgende i den skriftige fremsættelsestale:

»Forslaget er et resultat af den forsøgsbestemmelse i bistandslovens § 138 a, som folketinget vedtog i december 1982. Efter denne bestemmelse kan socialministeren tillade forsøg med kontanthjælpsreglerne i lovens § 37.

14 kommunerne spredt ud over landet fik for perioden 1. oktober 1984-1. oktober 1985 tilladelse til at beregne hjælpen efter en model med faste ydelser. Det drejer sig om en af de modeller, der er omtalt i bemærkningerne om forsøgsbestemmelsen i ændringsforslaget fra efteråret 1982, og som er skitseret af kontanthjælpsudvalget under socialministeriet, hvor bl.a. de kommunale organisationer har været repræsenteret.«

»Jeg finder det hensigtsmæssigt, at folketinget hurtigt får taget hul på forhandlingerne om indførelse af faste takster for kontanthjælp. Regler om faste ydelser har den værdi, at det bliver mere klart, hvad ansøgeren er berettiget til at få i hjælp - netop uden at skulle forelægge alle enkeltheder i sin økonomi. På denne måde skabes et bedre grundlag for at bevare værdigheden og selvrespekten under økonomiske vanskeligheder.«

Socialudvalget afgav beretning over lovforslaget, hvoraf det fremgik, at socialministeren agtede at genfremsætte lovforslaget i folketingsåret 1986-87 med henblik på, at loven kunne træde i kraft den 1. juni 1987.